Flugten kort fortalt

Få overblik over baggrunden for flugten og styr på de hektiske dage fra slutningen af september 1943 til midt i oktober. Læs om de vigtige personer, motiver og hændelser.

yad-vashemJødiske flygtninge er kommet sikkert i havn. Foto: Yad Vashem, Jerusalem.

En masseflugt under krigen
Baggrunden for jødeaktionen
Jøderne advares
Internering
Fanget på flugt
Derfor lykkedes flugten for de fleste
Flugtens hjælpere
Hvorfor hjælper de?
Var det farligt at være hjælper?
Prisen for en enkeltbillet til Sverige
Jødernes ejendom
Jødeaktionen i eftertiden
Litteratur

Af Peter Schøning, Københavns Stadsarkiv

En masseflugt under krigen

Langt de fleste danske jøder overlever forfølgelserne under 2. verdenskrig og udgør dermed i international sammenhæng den store undtagelse fra Holocaust. Jøderne overlever ved at flygte til Sverige i oktober 1943, mens Danmark er besat af Tyskland. Det lykkes for næsten 8.000 personer (incl. ikke-jødiske ægtefæller) at komme over Øresund. Men ikke alle kommer over: 500 jøder deporteres til koncentrationslejren Theresienstadt, der ligger i det nuværende Tjekkiet. Godt halvdelen fanges ved en stor razzia natten mellem den 1. og 2. oktober og resten i løbet af oktober. Omkring 100 jøder dør i Theresienstadt eller under flugt (p.g.a. drukning, selvmord m.v.). Efter krigen vender de overlevende tilbage til Danmark.

Baggrunden for jødeaktionen

Frem til august 1943 skærmer samarbejdspolitikken mellem den danske regering og den tyske besættelsesmagt de danske jøder mod forfølgelse. Fredsbesættelsen og samarbejdet giver tyskerne stabile forsyninger af danske landbrugsvarer. Men i august 1943 presser folkestrejker og skærpede tyske krav den danske regering til at gå af. Dermed er vejen banet for en aktion mod de danske jøder.

Hitlers mand i Danmark, den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best (1903-89), sætter forberedelserne til jødeaktionen i gang den 8. september 1943, men er også med til at underminere aktionen. Best spiller et kompliceret dobbeltspil for at sikre sin egen politik og karriere – ikke for at redde jøderne.

Jøderne advares

Den 28. september 1943 advarer Georg F. Duckwitz (1904 -73), der arbejder ved det tyske gesandtskab i København, sine danske forbindelser om den kommende razzia. Duckwitz advarer bl.a. den socialdemokratiske topleder, Hans Hedtoft (1903-55). Advarslen spredes herefter ud over hele landet.

Ved morgengudstjenesten den 29. september i den jødiske synagoge i Krystalgade advarer rabbineren Marcus Melchior (1897-1969) menigheden og opfordrer den til at gå i skjul. Advarslerne går nu på kryds og tværs. Mange advares flere gange – både fra jødisk og ikke-jødisk side. I nogle tilfælde når advarslen dog ikke frem.

Kendskabet til den kommende jøderazzia når så bredt ud, at der fra torsdag den 30. september indløber en række protester til tyskerne – bl.a. fra De Samvirkende Fagforbund, universiteter, kongehuset, højesteret m.v.

Internering

Danske departementschefer forsøger bag kulisserne helt frem til den 1. oktober 1943 at undgå jøderazziaen. I en situation, hvor mulighederne for en masseflugt til Sverige virker urealistiske, foreslår departementscheferne Werner Best, at de danske jøder interneres for at undgå en deportation.

Historikeren Hans Kirchoff vurderer i 2003 departementschefernes forslag: ”en sådan internering, om den overhovedet havde været mulig, kunne være blevet en mellemstation på vejen til Polen eller Tyskland, der kunne have kostet de internerede livet, have skåret endnu dybere fronter i befolkningen og givet Danmark helt andre og negative karakterer i den tragiske historie om holocaust”.

Fanget på flugt

Efter den store razzia den 1. oktober 1943 fanger Gestapo et par hundrede jøder i løbet af oktober. Flest natten mellem den 6. og 7. oktober i Gilleleje Kirke på Sjællands nordkyst, hvor 85 jøder venter på at blive sejlet i sikkerhed. Identiteten på angiveren er aldrig helt blevet opklaret. Sammen med en snes andre jøder, som fanges samme nat i Gilleleje, deporteres jøderne til koncentrationslejren Theresienstadt.

Derfor lykkedes flugten for de fleste

De tyske politisoldater vil pågribe og deportere så mange danske jøder som muligt, men mangler overraskelsesmomentet.

Langt de fleste jøder er advaret om aktionen og har forladt deres hjem. Hovedrazziaen afsluttes i løbet af få timer og politisoldaterne har forbud mod at sprænge døre til jødiske hjem.

Den tyske marine har i de kritiske dage ingen kapacitet at jagte jøder til søs.

Der er danskere, der er villige til at hjælpe jøderne – ved at advare, huse og bespise, opsamle, transportere og udskibe dem. Hjælperne er samtidig i stand til at indsamle meget store pengebeløb, der sikrer, at nok fiskere vil sejle flygtninge til Sverige. Sverige er i efteråret 1943 villig til at tage imod flygtningene. Det umiddelbare alternativ til Sverige – at gå ”under jorden” i Danmark – er over tid langt mere risikabelt. Historikeren Sofie Lene Bak beskriver alternativet sådan: ”Det betød et liv i illegalitet uden penge og rationeringsmærker, i konstant frygt for afsløring og i total afhængighed af hjælp og beskyttelse fra ikke-jøder”.

Flugtens hjælpere

Mange danskere er med til at hjælpe jøderne til Sverige.

To grupper er særligt markante i hjælpearbejdet: læger/sygeplejersker og studerende af alle slags. Langt de fleste danske jøder bor i 1943 i Hovedstadsområdet og de københavnske hospitaler spiller en særlig rolle i flugten. Ikke mindst fordi de er vant til at huse og forpleje mange og er gode gemmesteder, hvor personer endda kan indlægges under en ny identitet. Aktuelle vurderinger går på, at halvdelen af de flygtende jøder er i kontakt med ”det hvide netværk” under deres flugt (Dan Kaznelson). Flest (omkring 2.000) går gennem Bispebjerg Hospital, hvor arbejdet ledes af lægen Karl Henrik Køster (1909-1970).

Én af de meget aktive studentergrupper er fire søskende i familien Kieler. De sender flygtende jøder med fiskerbåde fra Københavns Nordhavn til Barsebäck.

Hvorfor hjælper de?

Samtidens protester til besættelsesmagten viser, at de danske jøder betragtes som landsmænd". Aktionen mod dem betragtes som et overgreb, der krænker retsbevidstheden. Besættelsesmagten har da heller ikke i tvivl om, at aktionen opfattes negativt i befolkningen. I samtidig er offentlige "jødehadere" nazister, og nazister opfattedes som tyskervenlige – og dermed "udanske".  Historikeren Bo Lidegaard beskriver motivationen sådan: "De utallige danske, der i de afgørende dage i september og oktober 1943 hjalp jøderne på flugt, så ikke de flygtende som jøder. De som dem som nødstedte landsmænd, som familier ramt af uretfærdighed og forbrydelse, som gamle, kvinder og børn, der oplevede, hvad ingen mennesker bør opleve, som naboer, kolleger og slægtninge, landsmænd eller flygtninge, der uden egen skyld pludselig var ramt af en ulykke, der oven i købet var menneskeskabt – af besættelsesmagten."

Var det farligt at være hjælper?

Højesteret idømmer i 1942 en skipper seks års fængsel for at sejle den konservative politiker Christmas Møller og hans familie til Sverige. Det opfattes som en hård straf, og i oktober 1943 er det svært at finde skippere, der vil sejle med jøder.

De fiskere, der tages for at medvirke til "illegal udrejse", slipper dog med milde straffe. To flugthjælpere bliver skudt under udskibning af flygtninge.

Flere af de ledende flugthjælpere eftersøges af Gestapo og må flygte til Sverige i slutningen af 1943. Blandt hjælpere, som fortsætter i det illegale rutearbejde eller i andet illegalt arbejde, ses store personlige omkostninger.

Prisen for en enkeltbillet til Sverige

De 8.000 flygtninge, der kommer til Sverige, har sejlturen til fælles. Omkring 2-300 fartøjer skønnes at have sejlet dem over via 500-1.000 sejladser.

En kontroversiel del af hjælpergruppen er fiskerne, der især i flugtens første dage beriger sig ved at tage meget store beløb for at sejle. Nogle familier betaler helt op til 50.000 kr. for at komme over.

Flugtens hjælpere sætter ikke spørgsmålstegn ved, at fiskerne tager en vis betaling for deres transport. Gennemsnitsprisen for en overfart skønnes at være 1.000 kr. pr. person – i dag skal beløbet ganges med 20 for at få en fornemmelse af størrelsen. Vi kender ikke til eksempler på jøder, som ikke kommer til Sverige på grund af pengemangel.

Flugtens hjælpere indsamler de store beløb, der skal bruges, fra private – bl.a. danske godsejere. Lægeforeningen og Dansk Arbejdsgiverforening skaffer store beløb. Kongen menes også at være blandt bidragyderne.

Jødernes ejendom

Jøderne forlader deres boliger. Nogle over hals og hoved. Andre når at sikre ejendom og give fuldmagter. På initiativ af departementschefen i Socialministeriet, Hans Henrik Koch (1905-87) går Københavns Kommunes Socialtjeneste den 2. oktober i gang med at sikre jødernes boliger, indbo m.v. Socialtjenesten behandler næsten 2.000 henvendelser om tomme lejligheder. Tjenesten registrerer indbo, betaler i nogle tilfælde husleje, sender ejendele til opbevaring, opsporer indbo, indgår aftaler med naboer, viceværter og slægtninge om opbevaring af ejendele. Præmissen for arbejdet er, at jøderne vender tilbage og er unik i europæisk sammenhæng (Lene Sofie Bak).

Hans Henrik Koch er ikke alene aktiv med hensyn til at sikre jødernes ejendom, men skaffer også pakker med mad og tøj til de deporterede jøder. Fra 1944 arbejder Socialministeriet på at koordinere jødernes hjemtransport i samarbejde med den svenske Bernadotte-aktion.
Jødeaktionen i eftertiden

Jødeaktionen i eftertiden 

De danske jøders flugt til Sverige er nok den begivenhed under den tyske besættelse, som er bedst kendt i udlandet – den er blevet kaldt besættelsestidens ”finest hour”.

Historikeren Hans Kirchhoff skriver (2013) om jødernes flugt: ”Redningen af jøderne i oktober 1943 blev besættelsesgenerationens ”finest hour”. Den fik os til at glemme samarbejdspolitikkens beskidte kompromiser og tvivlsomme moral. Den forenede hele befolkningen i harmen over forbrydelsen, fra politikerne på Christiansborg over de illegale grupper til manden og kvinden på gaden, og gjorde os alle til modstandsfolk. Og den gav Danmark en helt særlig heltestatus blandt de besatte nationer, der har holdt til den dag i dag. Redningen fik i mangt og meget mytens karakter…”.

Litteratur

Hans Kirchhoff: Den gode tysker. Georg Ferdinand Duckwitz. De danske jøders redningsmand. 2013.

Hans Kirchhoff: Endlösung over Danmark, i Hans Sode Madsen (red): I Hitler-Tysklands Skygge. Dramaet om de danske jøder 1933-1945. 2003.

Sofie Lene Bak: Ikke noget at tale om. Danske jøders krigsoplevelser 1943-45. 2010.

Henrik Dethlefsen: De illegale Sverigesruter 1943-45. Studier i den maritime modstands historie. 1993.

Dan Kaznelson: Nordhern Light in White Coats. The danish Medical Men and the German Occupation 1940-45, s. 128-185 i Dansk Medicinhistorisk Årbog 2012.

Bo Lidegaard: Landsmænd. De danske jøders flugt i oktober 1943. 2013

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter