De overfyldte lejligheder
Lejlighederne i Saxogade 17-19 blev ikke mindre overfyldte med tiden. I sine erindringer om sin opvækst i starten af 1900-tallet nævner Poul Jørgensen, at han havde 14 søskende.
De større børn var antagelig flyttet hjemmefra, da de efter endt skolegang fik en læreplads eller kom ud at tjene. Så børnene har ikke alle boet hjemme samtidig.
Men der har alligevel været trængsel i det lille hjem og forældrene måtte være kreative for at få plads til de mange børn. Poul Jørgensen husker da også, at hans små søskende lå “to i hver seng, i nogle tilfælde to i hovedenden og en i benenden.”
Baghuset i Saxogade
Af boligoptællinger fra 1950 fremgår det, at der i knap halvdelen af de små toværelses lejligheder i den gamle murermesterejendom boede fra 3 til 9 personer.
Den mest overfyldte var den ene stuelejlighed i baghuset 19C, hvor den fraskilte bryggeriarbejderske B. Nielsen delte den sparsomme plads med sine 7 børn og en lejer.
Også i den ene af stuelejlighederne i mellemhuset har trængslen været stor. Her boede jord- og betonarbejder Andersen med sin kone og fem børn.
I hele ejendommen boede der på den tid 212 personer, hvoraf de 69 var børn i alderen 14 år og derunder.
Baghuset var det mest overfyldte af de tre bygninger. Her boede der mere end dobbelt så mange børn som i forhuset. Forskellen på antallet af voksne i for- og baghus var knap så stor.
Væggelus og mus, fugt og træk
Ud over rotter i gården var Saxogade 17-19 også hjemsøgt af andet kryb. Poul Jørgensen fortæller i sine erindringer om “.. myriader af væggelus, som vi unger jagtede og trykkede ihjel paa væggen, det så forfærdeligt ud.”
Klager til Boligtilsynet
Rotterne og utøjet var åbenbart ikke sådan at få has på. I begyndelsen af 1940’erne sendte en 92-årig enke gentagne gange breve til ejendommens ejer og vicevært, til boligmyndighederne og pressen med klager over forholdene i hendes lejlighed på 2. sal i forhuset.
En af klageskrivelserne til ejeren indledte hun sådan:
”Jeg var for en tid siden hos Dem for at få denne proletarlejlighed i orden, medens jeg er her, med væggetøj, rotter, mus, træk med skæve døre, papvægge. Endnu er her intet gjort.”
I hvert fald tre gange var Boligtilsynet inde over sagen, og i en af rapporterne står der:
“Beboersken klager over, at der både i opholdsværelset (mod gaden) og soveværelset (mod gården) findes væggetøj. Der var intet at se ved eftersynet, men hun udtaler, at det er en slem plage. Hun har boet her i 4 år og i al den tid været plaget af væggetøj. Lejligheden er blevet svovlet 1 gang, men det hjalp ikke. Renligholdelsen er upåklagelig, og beboersken er ualmindelig åndsfrisk.”
Boligtilsynets konklusion
I stedet for spor af væggetøj kunne Boligtilsynet konstatere, at der var ”musehuller i træværket under vasken og køkkenbordet; beboersken har stoppet dem til med kit og træpropper, men musene kommer stadig frem.”
Desuden trak det fra døren, der dårligt kunne lukkes, og fra vinduerne, hvoraf flere var “lappede og tættede med papir”.
Det var ikke kun den ældre enke, der klagede over forholdene i ejendommen. Der var jævnligt klager fra beboere især over træk, fugt og utætte kakkelovne.
En klage fra Sundby Hospital
I december 1947 modtog Københavns kommune en klage over en lejlighed på 5. sal i baghuset, hvor brolægger Frederik Christensen boede sammen med sin kone og deres treårige datter Lykke Laila. Denne gang kom klagen ikke fra beboerne, men fra Sundby Hospital, hvor Lykke Laila havde været indlagt.
Med klagen fulgte en rapport fra et husbesøg. I den blev det ene rum beskrevet som “noget skummel og meget medtaget” med vægge fulde af fugtpletter.
Familien opholdt sig ikke i det rum, da Lykke Laila blev syg af at sove der. Det blev derfor kun brugt som pulterkammer og den lille familie boede derfor i det andet rum.
Også her var der store fugtpletter på ydermuren, ligesom fugten bredte sig i køkkenet. Træværket var mere eller mindre råddent alle vegne.
En misligholdt ejendom
Et godt indtryk af, hvordan det må have været at bo i ejendommen, fås således af de beskrivelser, der findes i Boligtilsynets og Sundhedspolitiets rapporter.
I Boligtilsynets rapporter er der også mange beskrivelser af rådne gulvbrædder, manglende kit i vinduerne, fugt, utætte kakkelovne, så beboerne blev generet af røgudslag og utætte cisterner.
Livsfarligt at færdes i gården
At det kunne være direkte farligt at færdes i gårdene viser følgende citat i Boligtilsynets rapport fra juli 1949:
”Uden for køkkenvinduet til lejligheden på 5. sal sad flere tagsten fuldstændig løse, således at de vippede ved mindste berøring, hvilket medførte absolut livsfare for de personer, der færdes i gård nr. 1, og navnlig de ca. 20 børn, der dagen lang leger i gården.”
Sundhedspolitiets dom
Året efter foretog Sundhedspolitiet et eftersyn af ejendommen. I rapporten kunne bl.a. følgende læses:
”Kælderrum meget snavsede og fyldt med brandfarlige ting såsom madrasser, halm i sække, gamle møbler samt nogle gamle cykeldele og jernsenge. Det skal oplyses, at der er uhindret adgang til kælderrummene, idet der ingen døre findes. Tørreloft meget beskidt, bl.a. en madras, 2 dørmåtter og 1 sæk med gamle klude. Et rum under trappen i mellemhuset fyldt med gamle aviser. Det skal bemærkes, at der var uhindret adgang til nævnte rum, idet det ikke var aflåst. Gården (baggården), som kun er ca. 1½ m bred, var tilsvinet med gammelt affald, som var god rotteføde.”
Sundhedspolitiets konklusion var, at ejendommen som helhed var meget dårlig vedligeholdt.
Vesterbro – en belastet bydel
I løbet af 1940´erne blev myndighederne i København i stigende grad opmærksom på de mange misligholdte og usunde lejligheder både i den ældre del af København og i brokvartererne.
Det kvarter, hvor Saxogade lå, var et af de mest overbefolkede i København.
Betragtninger over Vesterbro som slumkvarter
I en rapport fra 1947 med titlen ”Betragtninger over Vesterbro som slumkvarter” karakteriserede Boligkommissionens arkitekter bydelen således:
- ¾ hundrede år gammelt
- befolkningstætheden er meget stor
- bebyggelsestætheden er stor
- der er mange overbefolkede lejligheder
- det sanitære udstyr er ofte dårligt
- bygningernes vedligeholdelsestilstand er ikke god
- beboere er fattige
- gadebillederne – arkitekturen er ensformig og kvarteret meget stort
- det viser en udpræget tilbøjelighed til at trække forbryderiske elementer til sig
- og endelige bevirker den katastrofale mangel på legepladser (og børnehaver) at kvarterets børn i fuldt mål er udsat for kvarterets sløvende proletariserende indvirkninger.
Rapportens konklusion
Rapporten konkluderede, at “den indirekte betydning af boliger og bebyggelse for sundheden er langt større end den direkte. Utiltalende og overfyldte boliger frister til at søge bort til værtshuse og modarbejder familieliv, men begunstiger løse forbindelser.”
Det var således ikke kun beboernes fysiske men også moralske sundhed, der var på spil.