Saxogade – et saneringsprojekt

I begyndelsen af 1950’erne sendte Saxogades beboere en stor protestskrivelse. De havde fået nok af de elendige boligforhold. Men saneringsplanerne trak ud. Først i 1958 blev der endelig givet grønt lys til nedrivning, og dermed et sundere Vesterbro.

17-nedrivningNedrivningen af baghuset er i fuld gang, mens mellemhuset allerede er jævnet med jorden. Det er Apostelkirken, der ses i baggrunden. Billedet er fra 1958. Foto: Boligkommisionens billedarkiv

Skarpe udfald fra Vesterbro

I april 1950 samlede 6000 beboere i Saxogade og det omliggende kvarter sig om en protestskrivelse til regeringen om de fortvivlende boligforhold.

Det var den nyoprettede komite Vesterbro Boligaktion, der stod bag protestskrivelsen ligesom den stod bag to beboermøder, der blev afholdt i maj måned samme år. Her blev der talt med store bogstaver mod “den boligmæssige sump”.

Fokus på børnene

Det var især følgerne for børnene, der var fokus på. I en reportage fra mødet citerer den kommunistiske avis “Land og Folk” en af deltagerne, Niels Stampe, præst ved Apostelkirken, for følgende udtalelse:

“Vi har baggårdslejligheder, skumle, små boliger med 2 elendige rum, hvor der bor 10 mennesker stuvet sammen. Det kan gå for de voksne – skønt jeg nødig vil leve som de husmødre, der bor under sådanne forhold, eller som den arbejder, der kommer træt hjem fra fabriken til en sådan lejlighed. Men børnene –? Kan vi fortsat byde børnene disse vilkår? Nej og atter nej.”

18-saxogade-efterSaxogadekareen i 1961 efter den første saneringsbølge med nedrivning af bag- og mellemhusene. Foto: Boligkommisionens billedarkiv

En rede for kriminalitet

En anden deltager var Thora Justesen, mangeårig leder af Saxoly, en kristen social institution med både vuggestue, børnehave, fritidshjem og klubaktiviteter for børn, unge og mødre. Hun blev citeret for følgende skarpe udfald:

“Vesterbro er blevet en rede for kriminalitet, uhumskhed og usædelighed. Overbefolkede lejligheder, skilsmisser, dårlige nerver, strid og spektakel. Det er ikke forhold, der er værdige for et barn at leve under.”

Dagligdagens små problemer bliver store

Thora Justesen boede selv i en baggårdslejlighed i Saxogade 42, hvor Saxoly også lå. Så hun kendte om nogen til de trange forhold i de små lejligheder, der ifølge hende gjorde selv små dagligdags problemer uoverstigelige for utallige familier:

“Hvor hænger man tøjet om natten? Hvor gemmes familiens vintertøj? Hvor stiller man sin barnevogn? Hvor bader man de små børn? Hvor sover den mand, der har natarbejde? Hvor ligger man, når man er syg? Hvor sender forslidte og dødtrætte mødre børnene hen for at lege? Det er blot nogle få af de problemer, der trænger sig på i disse fugtige, snævre mørke rum, der kaldes lejligheder og hjem på Vesterbro.”

Også et postbud øste ud af sine indtryk fra de daglige runder i kvarteret:

“Under mit arbejde ser jeg de mest uhyrlige ting. I en enkelt opgang i Eskildsgade bor der f.eks. 72 familier i fugtige, uhumske lejligheder langs lange mørke gange. De skal deles om et ganske ringe antal toiletter i gården.”

19-paa-en-baenkDe skumle baghuse er blevet erstattet af rekreativt gårdmiljø. Det er Apostelkirkens bygning der anes bag muren i baggrunden. Billedet er fra 1961. Foto: Boligkommisionens billedarkiv

Borgmesteren blander sig

De mange hårde og bitre ord, der med al tydelighed fortæller om de trøsteløse og usunde boligforhold, var rettet mod politikere på statsligt og kommunalt niveau.

Formanden for Københavns Boligkommission, borgmester Julius Hansen, der selv var vokset op på Vesterbro, havde også deltaget i mødet. Han var dog skuffet over tonen og mente, at “det hele smagte af at være en vel iscenesat kommunistisk paradeforestilling, der som camouflage brugte en række utvivlsomt velmenende og godhjertede mennesker.”

Borgmester giver bygherren skylden

Ifølge borgmesteren blev der brugt floskler og trusler, der skød langt over målet. Han gjorde det klart, at skylden for problemerne ikke burde pålægges kommunen, men de private bygherrer, der i sin tid overbebyggede brokvartererne.

Kommunen var i gang med at udarbejde saneringsplaner, men den almindelige mangel på boliger og dermed genhusningsmuligheder var med til at lægge hindringer i vejen for en hurtig løsning af boligproblemerne på Vesterbro.

Første sanering på Vesterbro

I november 1952 forelagde borgmester Julius Hansen spørgsmålet om sanering af boligkareen Saxogade, Matthæusgade, Westend og Vesterbrogade i Borgerrepræsentationen.

Den karré var efter Boligkommissionens gennemgang af Vesterbro blev udpeget som den mest overbebyggede og overbefolkede og med flest saneringsmodne bag- og sidehuse.

Den første saneringsplan, der blev tilsendt det statsligt nedsatte Boligtilsynsråd, anbefalede en sanering af hele kareen.

Men Boligtilsynsrådet ville ikke strække sig længere end sanering af ejendommene fra Apostelkirken og ned mod Matthæusgade.

20-den-ny-saxogadeDen gamle murermesterejendom havde ligget, hvor indgangen til stien bag om det nye boligkompleks, Apostelgården, ligger i dag. Foto: Nete Balslev Wingender, 2009.

Nyt forslag til saneringsplan

Efter flere forhandlinger kunne en ny plan forelægges Borgerrepræsentationen i juni 1955.

Det område, der stod for at skulle saneres, bestod af 11 ejendomme. Saneringsplanen gik i første omgang ud på kun at fjerne bag- og mellemhusene med tilsammen 327 lejligheder og anlægge et offentligt grønt område.

Mens kommunen nogle år tidligere havde gennemført en totalsanering af Adelgade-Borgergade, skulle der på Vesterbro eksperimenteres med en ny form for sanering: en udhuling af karreerne, så der kunne komme lys og luft til området.

Fra baghus til grønt område

Der skulle gå nogle år inden saneringsplanen kunne sættes i værk. Bygningerne skulle først opkøbes af kommunen og de omkring 900 beboere genhuses.

I 1958 blev tilladelsen givet til nedrivning af karreens bag- og mellemhuse. Hvor bag- og mellemhusene havde ligget, blev der efter rydningen anlagt grønne rekreative områder med bænke og legeplads for børnene.

Den totale fornyelse af området med nedrivning af forhusene blev skubbet ud i fremtiden.

Forhuset Saxogade 17-19 blev fortsat benyttet som bolig, bl.a. af kollektivet Saxo. Først i 1985 blev det og de øvrige forhuse ned mod Matthæusgade revet ned i overens¬stemmelse med lov om byfornyelse fra 1983.

En epoke er slut

Der, hvor Saxogade 17-19 lå, er der i dag indgang til det område, der under den første saneringsbølge blev udlagt som grønt område med legeplads og hvor der nu er anlagt en sti mellem de to bebyggelser på Westend og Saxogade.

De øvrige huse i Saxogade ned mod Matthæusgade er erstattet af den nye boligblok, Apostelgården. Den er navngivet efter kirken, hvis tårn i dag rager op i gadebilledet som en anden teaterkulisse.

 

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter