Saxogade 17 - 19

I anden halvdel af 1800-tallet opførtes et hus på Saxogade. For at kunne huse flest muligt blev der  bygget både tæt og trangt, hvilket resulterede i begrænset privatliv og overhængende brandfare.

2-de-snaevre-gaardeDer er ikke mange meter mellem bygningerne. Den nærmeste ejendom er Saxogade 17-19, og det er ejendommens første baggård mellem forhus og mellemhus, der ses på billedet fra 1953. Foto: Boligkommisionens billedarkiv

Murermester bygger i Saxogade

I oktober 1873 købte den 33-årige murermester Johannes Theodor Hansen en ubebygget grund i Saxogade. Og han var ikke sen til at gå i gang med et større boligbyggeri. Allerede et års tid senere stod der en ejendom på grunden.

Murermester Hansens ejendom var blot en blandt mange spekulationsejendomme fra den tid. De blev opført med eksplosionsagtig fart for at imødekomme boligbehovet hos det voksende antal arbejdere og håndværkere, der søgte lykken i hovedstaden.

Ejendommen: Tre bygninger og 68 lejligheder

Den ejendom, murermester Hansen opførte, var otte fag bred, fem etager høj og opført i mursten med pudset facade i stuetagen.

Ejendommens vinduer var af dannebrogstypen og på facaden var der enkle murudsmykninger. Taget var forsynet med fire kviste. Ejendommen bestod af tre bygninger: et forhus, et mellemhus og et baghus med tilsammen 68 lejligheder. Der var to opgange i hver bygning.

Murermester Hansens ejendom fik oprindelig gadenummeret 17. Men i 1886 fik de to opgange i forhuset hver sit nummer. Opgangen i facaden fik nr. 17, opgangen i porten nr. 19. De tilsvarende opgange i mellem- og baghuset fik numrene 19A-D.

Begrænset plads, lys og luft

De tre bygninger på grunden lå tæt sammen. Afstanden fra mellemhuset til hhv. forhus og baghus var ca. 7 meter, mens gården bag baghuset kun var 1,5 meter bred. Lys eller frisk luft har haft svært ved at trænge ned til de mange legende børn i de smalle skaktlignende baggårde for slet ikke at tale om ind i lejlighederne.

 

3-etageplanEtageplanen viser, hvordan lejlighederne i Saxogade 17-19 er placeret med en lejlighed for hver ende af korridoren og to lejligheder i selve korridoren. Tegningen er fra 1954, men den eneste ændring i forhold til den oprindelige bygning er, at der er installeret toiletter i lidt af køkkenarealet. Foto: Boligkommisionens billedarkiv

Byggeboom i Saxogade

I Saxogade lå der på den tid kun 11 ejendomme. Den ene var naboejendommen. 10 år senere – i 1884 – var antallet af ejendomme i gaden vokset til det tredobbelte og 20 år senere var Saxogade så godt som udbygget lige bortset fra den fjerneste ende ved Dybbølsgade. Apostelkirken, der blev murermesterejendommens nabo til den anden side op mod Vesterbrogade, blev dog først opført i 1901.

En korridorejendom

For at få så mange lejligheder proppet ind i sin ejendom og dermed så mange lejeindtægter som muligt havde murermester Hansen opført ejendommen efter korridor- eller fællesgangsystemet.

En korridorejendom var en ejendom, hvor der f.eks. kunne være 10 lejligheder på hver etage. Kun de lejligheder, der lå ved de to trapper for enden af gangen, havde direkte udgang til dem.

De øvrige havde udgang til den fælles korridor eller gang, der forbandt trapperne og løb på tværs inde i bygningen. Bagtrapper eksisterede ikke.

Trængsel på fællesgangene

Murermester Hansens ejendom var en lille korridorejendom forstået på den måde, at der kun var fire lejligheder på hver etage. Det betød, at beboerne i de to endelejligheder havde trapperne lige uden for deres hoveddør, mens beboerne i de to midterlejligheder måtte gå ad korridoren for at nå trapperne.

4-fri-pasageKorridor som den oprindelig har set ud med fri passage til begge trapper. Billedet er fra 1953. Foto: Boligkommisionens billedarkiv

Færden gennem folks lejligheder

Som mange andre korridorejendomme var Saxogade 17-19 indrettet sådan, at de lejligheder, der havde udgang til den fælles korridor, havde et værelse på hver side af korridoren.

Beboerne skulle således krydse korridoren for at komme fra det ene værelse til det andet. Det betød, at den fælles korridor kom til at fungere som en del af de lejligheder, der lå langs korridoren.

Når man gik i korridoren, kom man derfor reelt til at gå gennem folks lejligheder.

En ren brandfælde

I tilfælde af brand var korridorejendommene rene brandfælder. I 1889 blev det da også bestemt i den byggelov, der blev vedtaget for København, at der skulle være

”fri og uhindret adgang til begge trapper fra hver beboel¬seslejlighed, uden at det er nødvendigt at passere en anden beboelseslejlighed eller en fælles gang for at komme til en af trapperne.” 

Dermed var der ved lov sat en stopper for opførelse af flere korridorejendomme. Men de ejendomme, der var bygget efter korridorsystemet, eksisterede fortsat.

5-plantegningPlantegning fra 1898 med den forbudte blændvæg (X) på tværs af korridoren. Bogstaverne ”m” og ”o” angiver døre ved trapperne. Foto: Boligkommisionens billedarkiv

En billig, uholdbar løsning

For at kompensere for de uheldige forhold ved det åbne korridorsystem havde ejeren af Saxogade 17-19 sat såkaldte blændvægge op, der delte korridorene på midten. Dermed blev de to lejligheder med udgang til korridoren adskilt.

Men det betød også, at beboerne kun kunne bruge én trappe, da afspærringen af korridoren ikke længere gjorde det muligt at nå begge trapper.

Bøde for blændvæg

I 1897 fik ejeren en bøde for at have sat blændvægge op og spærre for den frie adgang til begge trapper. Desuden fik han bøde for at have sat smæklåse i de døre, der var anbragt mellem korridor og trappe på hver etage.

Han lod blændvæggene fjerne, men bad Bygningskommissionen om tilladelse til at måtte lade smæklåsene blive, når blot de kunne åbnes uden nøgle fra korridorerne. 

 

6-blokeret-passagePassagen i korridoren er her blokeret af et skab foran den dør, der er anbragt på tværs af korridoren og korridoren er inddraget som en del af lejligheden. Billedet er fra Saxogade 25 i 1953. Foto: Boligkommisionens billedarkiv

Begrundelsen var, at efter Frelsens Hær havde oprettet et natherberg for hjemløse i Saxogade, fandt beboerne ofte sovende vagabonder, der havde forvildet sig op i korridorerne.

Ejeren fik den ønskede tilladelse på betingelse af, at gennemgangen i korridorerne blev holdt fri, dvs. ingen opsætning af blændvægge.

Blændvæggen vender tilbage

Poul Jørgensen, der var født i 1901, fortæller i sine erindringer om sin opvækst i baghuset Saxogade 19C-D. Om korridorsystemet skriver han:

“mellem os og naboen var der kun adskilt med sækkelærred, der var tapetseret – en såkaldt blændvæg, der var jo kun én trappe ..”

Privatliv prioriteres over sikkerhed

Som det ses må blændvæggene have været sat op igen. Af Boligkommissionens undersøgelser fra omkring 1950 ses, at de senere var blevet erstattet af løst haspede døre. I tilfælde af brand var passagen gennem korridoren dog ikke umulig, så længe der vel at mærke hurtigt kunne brydes igennem spærringen.

Men ifølge Boligkommissionen havde flere beboere stillet skabe eller andre tunge møbler foran dørene i korridorene for at forhindre adgang gennem deres lejligheder.

 

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter