Plejebarnet Emmys historie

Et plejebarns historie, set gennem protokollerne fra fattig- og forsørgelsesvæsnet, der nu kan benyttes online i Kildeviseren.

Plejebørnsprotokoller på nettet

Protokoller med oplysninger om den københavnske plejebørn kan nu findes online i Kildeviseren, sammen med store dele af fattig- og forsørgelsesvæsnets øvrige arkiv.

Protokollerne rummer informationer om plejebørnenes barndom og herunder kan du læse historien om Emmy, et tilfældigt barn fundet i de mange protokoller.

Emmys historie giver et indblik i, hvilke typer oplysninger du kan finde.

Gå til oversigten over protokoller med oplysninger om børn og unge

Plejebarnet Emmys historie

Emmy blev født d. 1. februar 1890 på Fødselsstiftelsen i København. Emmys far var tjenestekarl Peter Frederiksen, der tjente i Ishøj. Emmys mor var tjenestepige Frederikke Larsen.  De var ikke gift. Emmys mor forlod Ishøj, da hun blev gravid, og rejste til København.

plejebarnet emmyVester Voldgades Skole, 1897. Emmys skolestue på Oehlenschlægersgades Skole har ikke været meget anderledes. Foto: Sophus Juncker-Jensen, Københavns Stadsarkiv

I 1893 måtte moderen opgive at beholde Emmy.  Frederikke Larsen fik arbejde på Hotel Øresund i Helsingør og forlod København. Emmy kom i pleje hos sin moster og onkel på Vesterbro, Laura og Anders Jensen. De havde ikke selv børn og fik 5 kr. om måneden i plejeløn. Anders Jensen var arbejdsmand. 

Emmy fik på mange måder et helt almindeligt barneliv anno 1900. Hun gik i den lokale skole, Oehlenschlægersgades Skole. I foråret 1905 blev hun konfirmeret, sikkert i Gethsemane Kirke, som var nabo til hendes hjem i Dannebrogsgade. 

Den 2. maj 1905 fik Emmy plads som tjenestepige hos kommunelærer Bech på Sankt Knuds Vej på Frederiksberg med en månedsløn på 10 kr. plus kost.  Emmy gik, sikkert til fods, hver morgen og hver aften fra Vesterbro til Frederiksberg og retur, da hun stadig overnattede hjemme.

Med konfirmationen blev Emmy voksen og ikke længere plejebarn. Fattigvæsnet fulgte hende nogle år endnu. Da hun fyldte 18, udgik hun fra fattigvæsnets protokoller og stod nu på egne ben.

Læs mere om Vesterbro omkring 1900 i temaet om Saxogade