Helt alene på langfart
”I en tidlig morgenstund en af de første dage i juli måned i året 1903 sad der på perronen på den gamle Hadsund Banegård i Randers en syvårig københavnerdreng og ventede på morgentoget, der skulle køre ham til sit første ferieophold”.
Sådan indleder Stefan Andreasen sin erindring om sin første sommer som feriebarn på Per Lassens bondegård i Råby nord for Randers. Nørrebrodrengen havde allerede været undervejs i mere end 24 timer, men da han hen under aftenstid nåede frem til Randers, var det sidste tog nord på kørt for den dag.
Stefan måtte nu sammen med en snes andre feriebørn overnatte på ventesalens træbænke, før de kunne komme videre med Hadsund-Peter, som privatbanens gamle lokomotiv kaldtes.
Mødet med det fremmede
Stefan var lagt væk hjemmefra og lagde hurtigt mærke til at meget var anderledes i Jylland.
I toget var det ”ligesom alle kendte hinanden, for snakken gik livligt, men sproget forstod jeg ikke. Jeg havde aldrig hørt andet end københavnsk og i skolen var vi lige begyndt på vor ABC”.
Heldigvis kom Stefan godt frem til Per Lassens gård, men sin feriefamilie kunne drengen ikke finde:
”Der var stille og tomt på gården. Hovedindgangen til stuehuset var låst, men jeg var mere heldig henne ved bryggerstrappen. Jeg gik ind og sagde goddag til en dame, der stod i køkkenet. ”Godav, godav”, sagde husbestyrerinden, ”Nå du er så vor nye feriedreng”. Husbestyrerinden stillede mig flere forskellige spørgsmål, men jeg kunne jo ikke svare derpå, da jeg ikke havde lært jysk endnu”.
Stefan kom heldigvis hurtigt efter det jyske og nød ferien i fulde drag, men det var ikke altid nemt at være ene københavnerdreng langt hjemmefra. Stefan fik sig således en slem forskrækkelse, da gårdens forkarl en dag pegede op i bakkerne og sagde:
”Kan du se den gamle mand deroppe ved hytten. Han er eneboer. Ham skal du passe på, for han spiser små københavnerdrenge”.
Københavnerdreng i paradis
Sommerferien i Råby var en skøn tid for Stefan. Allerede da han stod af toget i Dalbyover kunne han mærke, ”at dette lige var noget for mig, da jeg travede forbi kornmarkerne og alle de brogede køer”.
I søndagsskolen havde Stefan lært om Paradisets have og ”som jeg nu lå derude i kæret i det nyslåede, duftende hø og stirrede op i den blå himmel og solen brunede min krop og præstegårdens storke spankulerede forbi mig, så slog den tanke ned i mig, om dette mon skulle være Paradisets have. Kæret, eller som det dengang kaldtes, Kjæret, blev for lange tider min barndoms drømmeland”.
På sommerferie med mor og far
Ingrid Agnete Muncks sommerferieminder fra starten af 1900-tallet er også lyse, men i modsætning til Stefan er familien centrum for hendes oplevelser.
Ingrid voksede op i Charlottenlund og hendes far havde en god stilling som forstander på Statens Gymnastikinstitut, så til forskel fra mange arbejderbørn, var Ingrids barndom hverken præget af sult eller mangel på frisk luft.
Hjemme hos Ingrid havde mor og far tid og overskud til at synge, læse og tale med børnene og hver sommer gik turen langt væk til lejede huse ved havet. I en årrække var destinationen Søndervig ved Vesterhavet.
