Opgør med lejeboligernes husværtstyranni


Byggesvindel, bankkrise i 1908 og en stagneret byggebranche er startskuddet på den boligkrise, der rammer København i 1916 og fortsætter langt ind i det 20. århundrede.


Efter år med en overflod af billige lejligheder, begynder antallet af ledige lejligheder at falde drastisk, og ved flyttedagen i april 1916 er der kun omkring 400 ledige, hvoraf en del af dem er ubebolige.

Flyttedag er fastsat i loven, hvor visse kontrakt- og arbejdsforhold ophører og skal fornyes. I begyndelsen af 1900-tallet er disse dage tredje tirsdag i hhv. april og oktober. 

Til trods for boligmanglen flytter mange folk fra provinsen alligevel til hovedstaden.

Den normale befolkningstilvækst blev dengang beregnet til ca. 7.000 per år, men i perioden fra 1911 til 1920 er befolkningstilvæksten i gennemsnit steget til 12.000 per år.

En tilvækst på 45.000 personer udover det normale på blot ni år lægger endnu større pres på boligmarkedet og på Københavns kommunes husvildeafdeling.

kongens foged artikeBillede fra ca. 1908. Kongens foged har sat en families indbo på gaden, da de ikke har betalt huslejen.

Skoler og barakker til de husvilde

Husvildeafdelingen oplever en tilstrømning af familier uden bolig, og ved flyttedagen i oktober 1916 har afdelingen problemer med at finde husly for 227 familier med 830 børn. Dette løses ved, at kommunen rømmer otte kommuneskoler, Borgerrepræsentationen bevilliger penge til at bygge interimistiske træbarakker ved blandt andet Sundholm, samt at der lånes lokaler rundt om i byen som f.eks. et baglokale på en brandstation.

Behovet for hjælp fortsætter med at stige de kommende år. Antallet af personer, der er anbragt i midlertidige boliger af husvildeafdelingen, er i 1919 godt 5.000 mennesker og i 1922 er tallet oppe på 7.923. Størstedelen er børn.

Men det er langt fra alle, der kan få hjælp. I 1922 bliver det opgjort, at der udover de individer, som er under husvildeafdelingens vinger, er der 22.768 overbefolkede lejligheder i København, heraf er næsten 1500 stærkt overbefolkede. Det betyder, at der bor mere end fire personer per værelse.


Udbud og efterspørgsel skaber nye tendenser

I takt med at antallet af ledige lejligheder falder til et kritisk niveau, begynder nye tendenser at florere på det private boligmarked. Grunden til at så mange børnefamilier står uden bolig, kan ifølge flere medlemmer af borgerrepræsentationen findes i husværternes uvilje til at udleje til de personer, som slider mest på lejemålene.

Thorvald Stauning siger, at bolignøden har bevirket, at husværter udnytter krisen ”… både i Retning af Lejens Forhøjelse, Tvang og Trudsler overfor Lejerne og navnlig Forfølgelse af Lejere med flere Børn.”

I aviserne er annoncer, der udlover dusører helt op til 400 kroner, svarende til godt 17.000 kroner i dag, til den person, der kan fremskaffe en bolig.

Ligeledes skriver en avis, ifølge Stauning, at jagten på ledige lejligheder har forskudt sig fra, at man søger i de almindelige annoncespalter og lejlighedslister til, at ”man skal søge til Dødslisten” og hurtigst muligt tage kontakt til husværter, hvis lejer er afgået ved døden. Skrækscenariet er, ifølge politikeren, at folk begynder at ”fremskynde andres Død” for at få en lejlighed.

De høje huslejer rammer først de fattige, da de ikke kan betale og derfor bliver tvunget ud af lejlighederne. Næste befolkningsgruppe er de børnerige familier og efterfølgende familier med børn. Årsagen til sidstnævnte er, at husværterne blandt lejerne, som de vil, og familier med børn er uønskede lejere.

menneskemylder 1915 artikelI sidste del af 1800-tallet vokser Københavns befolkning hastigt. Folk flytter fra land til by, hvor de kan få arbejde på byens fabrikker. Billedet er fra 1915 og viser det myldrende gadeliv og tidens transportmidler som sporvogn og cykel.


Ekstraordinære forhold kræver ekstraordinære regler

Den 9. juni 1916 bliver lov nr. 187 om fastsættelse af husleje vedtaget i Landstinget. Denne lov er i strid med Grundlovens §73, at ”Ejendomsretten er ukrænkelig,” men bliver vedtaget på grund af boligkrisen.

Loven er midlertidig og skal revideres løbende. Med loven får kommunerne beføjelse til at nedsætte et huslejenævn, der kan regulere huslejerne, og dermed får lejerne mulighed for at klage over forhøjelse af huslejen.

Da borgerrepræsentationens medlemmer skal diskutere om Københavns kommune skal gøre brug af de nye beføjelser, er der generel enighed om behovet for midlertidig regulering af boligmarkedet. Dog pointerer både antisocialisterne og de konservative medlemmer af borgerrepræsentationen, at de kun kan gå med til disse lovbestemmelser, hvis den midlertidige karakter er fastslået og kun gør sig gældende, så længe boligkrisen eksisterer.

Herefter skal loven ophæves, så ejendomsretten atter er fuldstændig ukrænkelig.

Den antisocialistisk borgerliste blev  dannet i 1903 som en protest mod til den socialdemokratiske liste. På trods af at antisocialisternes kæmpede for grundejerne, stemte de altså alligevel for de midlertidige boligreguleringer. Dog ikke uden at hentyde til deres frygt for, at det endte som et socialt eksperiment og en varig lov.

Borgerrepræsentationen vedtager at nedsætte i alt ni nævn, der hver skal varetage forskellige områder i byen. Nævnene består af to repræsentanter for husværterne, to repræsentanter for lejerne og fire suppleanter, som alle bliver valgt af borgerrepræsentationen. Alle nævn får en formand, der er valgt blandt retsformændene fra Københavns byret.


Loven skal revideres


Første udkast af huslejeloven har ikke den virkning, som regeringen eller kommunen håbede. Da loven revideres fem måneder senere, bliver huslejenævnene anmodet om at komme med deres besyv i forhold til, om loven skal forlænges, samt hvilke ændringer der i så fald måtte være.

Nævnene fremhæver problematikken vedrørende lejernes manglende tilbøjelighed til at klage over lejen. Når lejerne endelig har fået lejlighed, ønsker de ikke at klage, da de ikke er sikret mod at blive opsagt ved næste flyttedag.

Det gør, at husværterne fortsat kan agere, som de hidtil har gjort.

Ydermere argumenterer nævnene for, at de ikke har beføjelser i den nuværende lov til at træffe afgørelser om for højt huslejeniveau, hvis der allerede er indgået kontrakt mellem de to partere, da det er sket ”frivilligt.”

slum 1915 artikelI 1915 skal dette forhus i Lille Kongensgade rives ned. Rundt om i byen bor mange mennesker i faldefærdige ejendomme. Boligkrisen handler ikke kun om mangel på boliger, men også om dårlige boligforhold.

 

Loven er formuleret på den måde, at lejerens indvilgelse eller blotte tavshed tvinger nævnene til at godkende lejeforhøjelsen. Dette kan skabe opfattelsen af, at der gives offentligt samtykke til ublu lejeforhøjelser.

Ydermere meddeler nævnene, at der er en tendens til, at de sager, hvor afgørelsen falder til fordel for lejeren, ender med, at lejeren bliver opsagt med det samme.

Desuden benytter nogle værter sig af opsigelse, som et middel til at skaffe en højere husleje. Bedre beskyttelse mod opsigelse og udvidede beføjelser til huslejenævnene, er nogle af de forslag Københavns Kommune sender til Indenrigsministeriet, og som bliver indlemmet i loven.

 

Bedre forhold for lejerne

I de følgende år revideres loven, og i april 1921 bliver huslejeloven erstattet med lov nr. 150 vedrørende boligforholdene. En lov med mere vidtgående karakter. I mere end 20 år bliver hhv. huslejeloven og efterfølgende boligloven forlænget og ændret løbende, og Borgerrepræsentationens flertal vedtager at benytte sig fuldt ud af disse beføjelser.

På trods af, at loven om huslejeregulering er forankret i en boligkrise og har karakter af at være en midlertidig lov, fører den til den første permanente boliglov, der vedtages i 1937.

Denne lov er et sæt deklaratoriske regler udformet til fordel fra lejerne idet, der er bestemmelser i loven, der ikke kan fraviges til skade for lejeren f.eks. regler vedrørende opsigelse.

I dag har lejere forsat mulighed for at bringe en sag for et huslejenævn. Disse nævn har beføjelser til at afgøre, om en husleje er sat for højt i forhold til lignende lejemål i samme område, samt påkræve ejeren at tilbagebetale den del af lejen, der har været betalt for meget.


Hvis du vil læse mere

Dette er den anden af to artikler, som tager fat på nogle aspekter af bolignøden i København i begyndelsen af det 20. århundrede.

Læs første artikel om de første kommunale boliger i København.

Du kan finde Borgerrepræsentationens forhandlinger om byens boligsituation på Stadsarkivets Læsesal: Københavns Borgerrepræsentanters Forhandlinger. Fra 1853-1966

På Starbas kan du bestille materiale om husvildeforsøgen og huslejenævnene

Husvildeforsorgen 1857-1989
Huslejenævnene 1916-1931

Du kan også søge efter personer og familier i Husvildeprotokollerne