Kreativ Full Stack-udvikler søges til tværfagligt team i Københavns Stadsarkiv

Vær med til at give borgere og forskere adgang til at undersøge historiske data i brugervenlige og inddragende digitale løsninger.

Vi søger en Full Stack-udvikler til at indgå i et tværfagligt team, der arbejder med at skabe digital adgang til historiske data og give brugerne mulighed for at opmærke og berige data, for dermed at øge søgbarheden og anvendeligheden. Vi har næsten 40.000 besøgende og mere end 700.000 sidevisninger om måneden fra brugere, som søger information om både deres slægts og Københavns historie.

Nu står vi overfor en ny spændende opgave: I et nyt stort samarbejde med Rigsarkivet og Københavns Universitet, skal vi føre CPR-registreret tilbage til 1700-tallet på baggrund af data fra forskellige danske arkiver. Som vores nye kollega skal du bl.a. bidrage til arbejdet med at udvikle et website, hvor brugerne kan læse om projektets resultater, samt søge i og kvalificere de mange data.

Læs mere om projektet Link-Lives her

Denne og andre opgaver kommer du til at løse sammen med resten af teamet for digital adgang. Her har vi et konstruktivt og stærkt tværfagligt samarbejde, hvor vi på tværs af arkivkendskab, tekniske kompetencer og brugerkontakt udtænker, udvikler, drifter og kommunikerer løsninger til vores brugere.

I Københavns Stadsarkiv er der kort fra tanke til handling, og vi ser det som en selvfølge, at du kommer med idéer og inputs til, hvordan vi kan levere bedre ydelser til vores brugere og optimere vores arbejdsprocesser. Dit arbejde og dine idéer betyder noget – og vil gøre det langt ind i fremtiden.

Dine primære opgaver:

  • At udvikle vores online services, som indbefatter søgning, visning og indtastning af historiske kilder, både backend (REST API’er) og frontend (baseret på Angular)
  • At designe og implementere visuelle præsentationer af historiske data
  • I tæt samarbejde med vores brugere at forbedre adgangen til vores data
  • At udvikle et website baseret på et CMS-system (eksempelvis WordPress)

Vi tilbyder:

  • Stor medindflydelse på udformningen af dine opgaver
  • En afdeling med fokus på selvledelse og frihed under ansvar
  • Et job med en rigtig god balance mellem arbejde og fritid
  • Løbende kompetenceudvikling
  • Seks ugers ferie og god pension

Vi arbejder med følgende teknologier:

- som du forhåbentlig kan nikke genkendende til:

  • TypeScript
  • Angular
  • PHP
  • MySQL
  • Solr
  • Git
  • Travis CI
  • Python
  • C#
  • AWS

Kvalifikationer

Du har en it-uddannelse og/eller flere års praktiske erfaringer med udvikling af hjemmesider og webservices. Du kan udtænke og implementere en brugervenlig frontend. Du kan også udvikle en tilsvarende backend i enten PHP eller Node.js.

Du er konstruktiv og bidrager med idéer til vores forretningsgange, og du er god til at koble dine tekniske kompetencer til vores brugeres behov - også de uartikulerede.

Du er en kvalitetsbevidst afslutter, og har det bedst med at levere et produkt, som du ved fungerer som det skal. Du er ikke bange for selv at blive udfordret på dine måde at gøre tingene på, og du sætter pris på at arbejde med ny teknologi.

Stillingen er forankret i Afdelingen for digital arkivering og formidling i Københavns Stadsarkiv.

Ansøgning

Ansøgning med curriculum vitae og dokumentation for uddannelse indsendes her:

Søg stillingen her

Ansøgningsfrist søndag d. 10. marts. Samtaler afholdes d. torsdag d. 21. marts, og stillingen ønskes tiltrådt 1. maj 2019. Bemærk at der i forbindelse med samtalerne fremsendes en opgave af cirka tre timers varighed.

Løn efter gældende overenskomst med Københavns Kommune og principperne i Ny Løn.

Yderligere information kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Mads Neuhard, tlf. 60 23 33 85. 

Om Københavns Stadsarkiv

Københavns Stadsarkiv er en del af enheden Historie & Kunst i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune. Enheden omfatter endvidere Nikolaj Kunsthal, Thorvaldsens Museum og Københavns Museum.

Det er Københavns Stadsarkivs opgave at indsamle, bevare og formidle information, der kan belyse københavnernes og deres bys historie og stille materialet til rådighed for borgerne.

Stadsarkivet har cirka 25 ansatte.

 

kbhbilleder modul
kbh-foer-og-nu-modul
Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter