Julegaver til anbragte børn var et problem

Selvfølgelig skulle byens anbragte børn have en gave. Ansvaret lå hos Københavns Børneværn, der i 1960’erne og 1970’erne forsøgte at finde en måde at give gaver, der spredte glæde i stedet for vrede.

Rolf ønskede sig et bredt, hvidt slips. Axel ville gerne have et halstørklæde. Og ud for Georges og Pers navne stod, at de ønskede sig hver en pibe i julegave.

Det var beskedne ønsker, de unge drenge havde i julen 1959, og det var der nok flere grunde til. En af dem var, at drengene boede på et lærlingehjem og tilhørte en gruppe af unge, som Københavns Børne- og Ungdomsværn havde anbragt udenfor hjemmet.

Anbringelsen var sket på grund af vanrøgt eller fattigdom i hjemmet eller fordi barnet eller den unge havde adfærdsproblemer i et omfang, hvor det blev skønnet, at han eller hun ikke kunne bo hjemme.

Nu nærmede julen sig altså på lærlingehjemmet, og forstanderen skrev til Børne- og Ungdomsværnet om drengenes julegaveønsker, for det var en alt for stor økonomisk belastning for institutionen at købe gaver til de anbragte unge, så de kunne få, hvad lederen kaldte ”en virkelig festlig jul.”

anbragte jul nyhedsbilledeDer findes ikke mange billeder af anbragte børns jul. Dette er muligvis taget ved en juletræsfest på et børnehjem. Årstal og fotograf: Ukendt. Københavns Museum.

 

Børneværnet ville vise interesse for barnet

Brevet ramte lige ned i en debat, der havde rullet frem og tilbage i nogle år. Københavns Kommune havde nemlig ansvaret for de af byens børn og unge, som var anbragt udenfor hjemmet. Børn der var sendt til forskellige institutioner i stort set alle egne af landet.

At sikre de anbragte børn ”en virkelig festlig jul” var som sådan ikke et ansvarsområde for værnet. Når julen alligevel blev et vigtigt emne, var det fordi, at børne- og ungdomshjem eller plejeforældre ofte bad børneværnet om økonomisk støtte til at købe julegaver til deres elever eller plejebørn.

Samtidig havde børneværnet et ønske om, at ”eleven og (...) dennes pårørende umiddelbart skulle forstå, at det anbringende børneværn (…) viste eleven sin interesse.”

For at imødekomme alle gode tanker blev det i 1961 bestemt, at de 3500 børn over to år, som var anbragt, skulle modtage en gave og et julekort.

Børneværnet betalte, men for at lette administrationen skulle indkøbene foretages af de respektive institutioner.

De upersonlige gaver

Nu begyndte problemerne for alvor, og stort set hvert år op gennem 1960'erne og 1970'erne måtte børneværnet svare på henvendelser fra institutionerne, der ikke var tilfredse med byens håndtering af julens gaver.

Nogle gange kom pengene så tæt på julen, at det dårligt lod sig gøre at købe gaver. Nogle byers børneværn gav gaver, mens andre ikke gjorde. Ligesom der blev givet for forskellige beløb. Det gjorde, at der var forskel på, hvor mange gaver de enkelte børn fik. Og så var der det med, at institutionerne skulle købe gaverne:

”Da vi går ud fra at hensigten med gaven er at vise, at børneværnet stadig interesserer sig for den unge, selv om han er institutionsanbragt, finder vi det uheldigt, at det er institutionen der indkøber gaven, den får dermed en mere upersonlig karakter,” skrev forstanderen på en fynsk institution til det københavnske børneværn i 1972.

Det gav også ulighed i elevflokken, at nogle børn udover gaver fra værnet og institutionen også fik gaver hjemmefra, mens andre end ikke fik en julehilsen fra hverken forældrene eller deres hjembys børneværn.

I 1969 bad en anden fynsk forstander om, at det blev vurderet fra barn til barn, hvem der trængte til en gave fra kommunen. På den måde fik et barn ikke for mange gaver:

”Begrundelsen er, at der i nogle hjem sker det, at eleverne ellers skal aflevere en eller flere af deres gaver til deres søskende skønt de har gaver med hjem til samtlige familiemedlemmer. Gaver som de dels har sparet sammen til og dels lavet selv.”

Lederen gjorde samtidig opmærksom på, at en gave fra børneværnet kunne ”mildne den negative indstilling, som mange af eleverne har til ”det forbandende børneværn, som har sendt os hjemmefra”.”

Hensynet til "de glemte børn"

Netop påmindelse om børneværnets eksistens var årsag til, at nogle familier, som havde plejebørn gerne ville slippe for gaven, som kunne gøre det …:

”… vanskeligt for plejeforældre, som eventuelt selv har børn, økonomisk at leve op til det gaveniveau, som gaven fra børneværnet angiver, ligesom flere plejeforældre har givet udtryk for, at de finder det forkert, at plejebarnet ved denne lejlighed bliver mindet om, at det forsørges af børneværnet.” 

Strømmen af klager var så massiv, at ordningen blev ændret i 1969. Nu skulle børneværnet ”koncentrere sig om at fastholde det princip, der var det oprindelige: at forhindre at elever som var glemt af forældre og andre pårørende ikke fik julegave og derved indtog en særstilling i elevflokken,” stod der i direktoratets egne skrivelser. 

Det betød, at hvis barnet eller den unge holdt jul i eget hjem, fik han eller hun ingen gave. Anbragte børn, der fik gaver hjemmefra, skulle ikke modtage gaver fra børneværnet. Hvis institutionen vidste, at der var børn, de såkaldte ”glemte børn”, som ikke fik en gave hjemmefra, kunne personalet henvende sig til børneværnet, som ville dække udgifterne. Hvis plejerfamilier ikke kontaktede børneværnet, kom der ingen penge.

anbragte julekort nyhedsbilledeTil gaven hørte en julehilsen, som de første år blot blev trykt på et hvidt stykke papir. Det fandt nogle forstandere var ”for snoldet”. Så blev der lavet kort med motiver fra hovedstaden. Efter et par år fandt man, at de var for kedelige. Efter moden overvejelse blev det besluttet, at trods en merudgift, skulle kortene nu købes gennem FNs børneorganisation UNICEF. Her kom der kort med nyt motiv hvert år, og pengene gik til et godt formål.

Julegaven var et problem

Dokumenterne om julegaverne til de anbragte børn ligger i en af Københavns Stadsarkivs kasser fra kommunens børneværnsdirektorat. Det er en arkivæske, der indeholder breve fra institutionerne, sagsakter og nogle få takkebreve fra anbragte børn. 

De sidstnævnte blev nu sjældent sendt for at takke for konkrete gaver, men var sendt af børn på foranledning af deres forstander, der ville vise børneværnet i København, hvordan den pågældende institutions børn og unge takkede andre børneværn, der gav gaver efter mere faste og gennemskuelige regler.

I 1972 henvendte Landsforeningen for Børne- og Ungdomsværn sig til Socialstyrelsen for at få fastlagt generelle retningslinjer, der kunne bringe en ende på ”problemet” med de årlige julegaver. 

Løsningen kom, og i 1975 kunne kommunens Direktorat for Børneforsorgen meddele, at ifølge Socialstyrelsen kunne elever under 14 år få en gave, der ikke kostede mere end 48 kroner. Elever over 14 år måtte få en gave op til 72 kroner. 

Det blev indskærpet, at der ”kun ydes gaver” til børn, der ikke havde forbindelse til forældre eller pårørende. Eller hvor forstanderen havde ”viden eller en stærk formodning” om, at eleven ikke ville få en gave fra hjemmefra. 

I 1976 blev børneværnet afskaffet, da bistandsloven trådte i kraft. 


Vil du selv læse mere

Alle dokumenterne vedrørende julegaverne findes i arkivet for Børneværns Direktoratet

Vær opmærksom på at der skal søges om tilladelse til at benytte dette materiale.

 

 

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter