Digitalarkivar til Københavns Stadsarkiv

Vil du være med til at indsamle, bevare og tilgængeliggøre den digitale kulturarv i tæt samarbejde med den kommunale forvaltning og sammen med et dynamisk team af kolleger i afdelingen for digitale arkivalier? 

Københavns Stadsarkiv er en del af enheden Historie & Kunst i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune. Enheden omfatter endvidere Nikolaj Kunsthal, Thorvaldsens Museum og Københavns Museum. Det er Københavns Stadsarkivs opgave at indsamle, bevare og formidle information, der kan belyse københavnernes og deres bys historie og stille materialet til rådighed for borgerne. Stadsarkivet har cirka 25 ansatte.

Opgaverne består primært i at styre afleveringer af digitale arkivalier fra kommunale it-systemer i samspil med forvaltninger og private it-leverandører. Dertil kommer rådgivende samt udførende arbejde inden for Netværket Elektronisk Arkivering (NEA), som er et samarbejde mellem Københavns Stadsarkiv og 27 andre kommunale arkiver.

Dette indebærer bevaringsvurderinger i forhold til gældende lovgivning, godkendelser af it-systemer, vejledning om arkivmæssige hensyn, afleveringsforberedende arbejde og test af arkiveringsversioner. Opgaverne spænder vidt, fra planlægning og kommunikation til anvendelse af specialiserede arkivfaglige it-værktøjer.

Du kan forvente

  • udfordrende opgaver inden for afdelingens hovedområder, som er Københavns Kommunes digitale arkivering samt understøttelse af NEA-kommunernes digitale arkivering
  • ansvar, faglig udvikling og spændende opgaver, der knytter sig til et område i forandring
  • løbende kompetenceudvikling
  • en afdeling med fokus på selvledelse og frihed under ansvar
  • et tæt og agilt fagligt samarbejde med dygtige kolleger
  • fleksibilitet i tilrettelæggelse af opgaver og arbejdstid

Vi forestiller os, at du

  • har erfaring med digital arkivdannelse og arkivering samt records management
  • har solidt kendskab til databaseteori, SQL og XML
  • kan rådgive kommunale forvaltninger og kommunale arkiver i relation til digital arkivering
  • er udadvendt, kan lide at kommunikere med forskellige interessenter og har fornemmelse for modtageren
  • kan navigere og mediere professionelt og pragmatisk i det organisatoriske krydsfelt mellem faglige standarder og ressourcemæssige hensyn
  • er struktureret, vedholdende, kvalitetsbevidst og resultatorienteret
  • er et åbent og nysgerrigt menneske

Vi arbejder med faglig, menneskelig og social udvikling af vores arbejdsplads. Vi mener, at det skal være sjovt at gå på arbejde i en fin balancegang mellem seriøsitet og en legende tilgang til arbejdet.

Kvalifikationer 

Relevant akademisk uddannelse og meget gerne erfaring med arkivarbejde og moderne forvaltningsforhold. Du bedes redegøre for dine informationsteknologiske kompetencer samt din erfaring med moderne forvaltningsforhold og samarbejdsprocesser.

Løn- og ansættelsesvilkår 

Efter gældende overenskomst med Københavns Kommune og principperne i Ny Løn. 

Stillingen ønskes tiltrådt 2. januar 2018 eller snarest muligt derefter.

Yderligere information

Hvis du har brug for yderligere oplysninger, kan du rette henvendelse til afdelingsleder Mads Neuhard på 6023 3385.

Søg stillingen via nedenstående link senest søndag den 19. november 2017.

Søg stillingen her

Samtaler afholdes torsdag den 23. november.

Kultur- og Fritidsforvaltningen 

I Kultur- og Fritidsforvaltningen tror vi på, at tillid og samarbejde både øger medarbejdernes trivsel og højner kvaliteten, produktiviteten og vores evne til at gå nye veje.

 

kbhbilleder modul
kbh-foer-og-nu-modul
Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter