Grundtakster fra 1600-tallet på plads i arkivet

Det er sjældent ”nu til dags” at stadsarkivet modtager afleveringer, der rummer materiale tilbage fra 1600-tallet. Det skete dog med den sidste aflevering fra Stadskonduktøren. Blandt arkivalierne var grundtakster brugt til skatteopkrævning fra 1653 og frem.

Den generelle opmålingsbog med grundtakstens beregning 1755. Arkivmateriale fra Københavns Stadskonduktør.

Ny aflevering med usædvanligt gammelt og smukt materiale

Da vi i 2013 modtog de mange fine protokoller fra Stadskonduktøren var det med en særlig glæde. Det er nemlig ikke så tit længere at arkiverne modtager ”nyt” materiale, der er så gammelt. Protokollerne var i flot stand, hverken slidte eller særlig mærkede af tidens tand.

Skatteopkrævning krævede et ordentligt beregningsgrundlag

I 1647 fik borgmestrene i København ”breff anlangende at lade giøre nu igien en anden billig takst paa husene och gaardene her i byen´, hvorefter de ´den nu nyligen paabudne grundskat skulle lade opberge och indkreffue”. Byens grunde skulle med andre ord opmåles for at danne grundlag for beskatning. Til dette job valgte man at ansætte en Stadskonduktør. Skatterne var under Christian 4 steget meget, fordi han havde moderniseret Københavns befæstning.

Den første stadskonduktør

Historiker Oluf Nielsen beskriver i 1881 at Oluf Stenvinkel, byens første Stadskonduktør ”skulde afpæle Gaderne, saa de kunde have deres Afløb, Hullerne deri fyldes og Højderne jævnes; han skulde give Agt paa, at ingen byggede ud paa Gaderne, at Trapperne ikke gik for langt ud, at Rør med Regnvand ikke udmundede saa højt oppe, at Vandet kunde styrte ned paa Folk, der færdedes paa Gaden”.

Stadskonduktørens største opgave var dog at opmåle og matrikulere de københavnske grunde. Det er især protokollerne fra det arbejde, der fylder på Stadsarkivets hylder i dag.

Grundtakster – et grundlag for ejendomshistorie

Den første bevarede grundtakst for København er fra 1653, siden er der kommet mange flere til, fx efter Københavns brand i 1728. Grundtaksterne er sammen med andre kilder fra Stadskonduktøren en spændende kilde til ejendomshistorie. En ejendoms matrikelnummer er nemlig grundlaget for at kunne følge ejendommen tilbage gennem historien.

Fra kommunalt til statsligt i 2010

Stadskonduktørembedet var unikt for hovedstaden. I resten af landet var det staten, der varetog matrikuleringen. Da stadskonduktørembedet blev nedlagt i 2010 overgik matrikuleringsopgaverne til Kort- og Matrikelstyrelsen, den nuværende Geodatastyrelse. I den forbindelse blev der indgået afleverings aftale med stadsarkivet. Vi modtog arkivalierne i 2013 og de er nu blevet registreret og kommet godt på plads. Blandt det materiale, der blev afleveret er grundtakster fra 1653-1755.

Se en oversigt over alt hvad der gennem tiden er afleveret fra Stadskonduktøren til Stadsarkivet