Byvandringer og fejring af Københavns 850-års fødselsdag

I september fejrer vi sammen med Golden Days Københavns 850-års fødselsdag. Det sker med indsamling af erindringer og med byvandringer.

Golden Days og København 850 år

2. – 17. september sætter Golden Days fokus på Københavns historie og fejrer byens 850- års jubilæum. Hele byen er fuld af spændende events, foredrag, debatter, fester, film og kunst. - Og Stadsarkivet er også på pletten.

Mød os til festen kaldet Københavnerfejringen, der skyder Golden Days i gang – eller book en plads til en af de tre byvandringer.

Se hele Golden Days programmet her

goldendaysI september sætter Golden Days fokuspå Københavns historie

København 850 år - Københavnerfejringen

2. september på Slotsholmen ved Frederiksholms Kanal. Kl. 13-20

I anledning af Københavns 850-års jubilæum planlægger Golden Days Festival en stor folkelig fejringsfest for København.

Ud over koncerter, ponyridning og skattejagter står dagen også i historieformidlingens tegn, når Solvognen kører frem og kaster lys over borgernes mangfoldige fortællinger!

Som ambassadør for den landsdækkende Giv det videre-erindringsindsamling er Københavns Stadsarkiv på pletten og får de fejrende københavnere ind til en snak om deres personlige byerindringer i Solvognens studie, mens Nationalmuseet varmer borgerne op til en landsdækkende dagbogsindsamling.

 

stadsarkivet og koebenhavnerfejringenMød Stadsarkivet og Nationalmuseet hos Peter & Solvognen under fejringen af Københavns 850-års jubilæum. Her ser vi det store kaffebord fra byens sidste store fødselsdag, nemlig 800-års jubilæet i 1967.

Læs mere om Stadsarkivet, Peter & Sovognen til Københavnerfejringen på Facebook

Læs mere om Peter & Solvognen


Byvandring - I en barnemorders fodspor

6. september 2017 kl. 15 - 17

Mødested foran Admiral Hotel ud mod Larsens Plads, Larsens Plads, 1253 København

Gratis, men begrænsede pladser. Reserver billet på Billetto.

Året er 1705. Tjenestepigen Inger Christensdatter anklages for uagtsomt drab på sit eget nyfødte drengebarn. Retten sættes på rådhuset og Ingers dramatiske historie oprulles. I denne byvandring følger vi en helt almindelig pige fra den københavnske underklasse. Historien om Inger Christensdatter er en skæbnefortælling fra Holbergs København, men historien er knap så munter som vores berømte nationaldramatikers komedier. Vi konfronteres med hverdagens usle vilkår for folk på samfundets bund, møder lovens lange arm og kongens tro håndlangere. Dagens guide til 1700-tallets København er Københavnshistoriker og arkivar ved Københavns Stadsarkiv Peter Wessel Hansen.

Arrangeret af Københavns Stadsarkiv i forbindelse med Golden Days.

byvandring i en barnemorders fodsporInger Christensdatter anklages for at have slået sin nyfødte søn ihjel. Følg pigen fra 1700-tallets københavnske underklasse i denne byvandring.

Byvandring - Bertel Thorvaldsen og elendighedens by: et familiedrama

7. september 2017 kl. 15 - 17

Mødested foran Københavns Stadsarkiv, Københavns Rådhus, 1599 København

Gratis, men begrænsede pladser. Reserver billet på Billetto.

Året er 1805. Den berømte billedhugger Bertel Thorvaldsen har bosat sig i Italien og karrieren er efterhånden ved at tage fart. Faderen Gotskalk er gammel og svag og har brug for sin søn, men til sin store fortrydelse får Bertel ham anbragt på fattighuset. Mød Gotskalk Thorvaldsen og fattigdommens København på en vandring til de fattighuse, stiftelser og pantelånere, som pæne københavnske borgere måtte ty til, når sygdom og alderdom forhindrede dem i at leve standsmæssigt. Dagens guider er forsker ved Thorvaldsens Museum Ernst Jonas Bencard og arkivar ved Københavns Stadsarkiv Peter Wessel Hansen.

Arrangeret af Københavns Stadsarkiv og Thorvaldsens Museum i forbindelse med Golden Days.

byvandring thorvaldsenFå indblik i de fattiges København i starten af 1800-tallet gennem historien om Bertel Thorvaldsen og hans far Gotskalk.

København 1908 – de prostituerede i St. Gertruds Stræde og andre historier fra arkivet

12. september 2017 kl. 15 - 17

Mødested foran Københavns Stadsarkiv, Københavns Rådhus, 1599 København

Gratis, men begrænsede pladser. Reserver billet på Billetto.

Året er 1908. Københavns gader er plaget af kriminalitet og prostitution. I St. Gertruds Stræde generer en lille gruppe prostituerede gadens pænere borgere og politiet fanger den kun 15-årige Ingeborg Elisabeth Marie Hansen. Mød Ingeborg og andre børn og unge fra arbejderklassen, når vi går i sporene på den usædelige, vanrøgtede, tyvagtige og bedrageriske københavnske ungdom og deres magtesløse eller drikfældige forældre fra byens underklasse. Omvisningen omfatter et foredrag på Københavns Stadsarkivs smukke læsesal på Københavns historiske rådhus og en rundtur i de gamle magasiner, hvor publikum normalt ikke har adgang.

Arrangeret af Københavns Stadsarkiv i forbindelse med Golden Days.

byvandring prostituerede1908Prostituerede i St. Gertruds Stræde, 1908. Foto: Københavns Museum

kbhbilleder modul
kbh-foer-og-nu-modul
Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter