13-06-2018

Erindringsklub og Svireklub

Har du deltaget i Erindringsklubben og vil du gerne holde kontakten? Så er denne side for dig.

Når Erindringsklubben slutter

Når du har deltaget i Erindringsklubbens 12 møder, er det muligt for gruppen at fortsætte med at mødes på egen hånd.

Mange vælger, at mødes for at snakke videre eller for eksempel støtte hinanden i at skrive sine erindringer.

Der er også en oprettet en "Svireklub", hvor man kan mødes på tværs af holdene.

Hvad er Erindringsklubben

Erindringsklubben er for dig der kan lide lokalhistorie og erindringer og savner nogen at dele din interesse med.

Se hvilke erindringsklubber, der kører netop nu:

Forårshold 2019 i Erindringsklubben


Svireklubben

I Svireklubben inviteres alle tidligere, nuværende og kommende deltagere i en Erindringsklub til arrangementer, som på den ene eller anden måde relaterer sig til 12-ugers forløbet.

Arkivet er tovholder, men deltagerne byder selv ind med ideer. Det kan være et foredrag, en udflugt, et museumsbesøg, en biograftur en quiz. Det er kun deltagernes fantasi og forbindelser, som sætter grænserne.

Sidder du inde med en evne eller en ide, som er et Svireklubs-arrangement værdigt, så kontakt Britt Boesen på mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller telefon 5149 8599.


Kommende arrangementer i Svireklubben

 

Stadsarkivet - behind the scene

26. april kl 10.00 - 11.00

På denne omvisning guider arkivar og Københavnshistoriker Peter Wessel Hansen os ned i arkivets magasiner, hvor der normalt ikke er åbent for publikum. Her hører vi historier fra arkivet, der kun ved tilfældighedernes spil har overlevet til i dag. Dagens omvisning kredser især om 1700-tallets København og hvad arkivets samlinger kan fortælle af dramatiske og grusomme historier fra dette århundrede. Til slut bliver der lejlighed til at se nogle af arkivets ældste og mest sjældne dokumenter. BEMÆRK der gennemføres to identiske omvisninger, som er erstatning for den aflyste rundvisning den 28. januar. Hver omvisning kan rumme maks. 14 personer.

Sted: Stadsarkivet

Omviser: Peter Wessel Hansen

Tilmelding: Britt Boesen på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller telefon 5149 8599.


Mød en danmarksmester i Matadorviden i Korsbæk

6. maj. kl 14.00 - 16.00

En tidligere deltager i Erindringsklubben, Anne-Marie Sjølander Langhorn, er danmarksmester i Matador-viden fra 2015, 2016 og 2018. Anne-Marie vil tage os med på en rejse i Matador-universet og undervejs krydre med anekdoter fra optagelserne af Danmarks bedste tv-serie i årene 1978-81. Efter en kaffepause vil hun fortælle om sine 3 mesterskabstitler, og hvad de har ført med sig.

Mødested: "Korsbæk" på Bakken. Arrangementet foregår i intet mindre end Lauras køkken.

Deltagerantal: ca. 20

Tilmelding: 4. maj til Britt Boesen på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller 5149 8599  


Sommerfest: Bådfart på Lyngby Sø, Furesø og Bagsværd Sø

25. maj 2019 kl 09.30 - ca. 15.00

En sæson med mindeværdige erindringer skal afsluttes med manér! Tag med på bådfart på hele tre søer. Vi medbringer selv en madpakke og et tæppe og slår os ned på en søbrink.

Mødested: Lyngby S-togstation

Pris: Ca. 100 kr for bådfarten

Deltagerantal: Ingen begrænsning. Alle som har været eller er i Erindringsklubben

Tilmelding: Senest 15. maj til Britt Boesen på mail Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller telefon 5149 8599


02-10-2017

Registrer historiske fotografier af København

På kbhbilleder.dk kan du placere historiske fotografier på kort og tilføje emneord til billederne, så de bliver søgbare. Til glæde for andre og for fremtiden.

kbhbilleder.dk - Københavns visuelle kulturarvn

Sitet kbhbilleder.dk rummer tusindvis af historiske fotografier, kort og tegninger fra København. Fotografierne er fra Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv og Frederiksbergs Stadsarkivs samlinger.

Men mange af især fotografierne er kun sparsomt beskrevet. Det gør dem svære at søge frem og svære at anvende. Derfor inviterer vi alle til at være med til at berige registeringerne af fotografierne.

Gå til kbhbilleder.dk

 

Du kan deltage ved at gøre tre ting

  1. Placere fotografierne på et kort, så det bliver registreret hvor i byen billedet er taget.

  2. Beskrive billedernes motiv med emneord

  3. Skrive til os, hvis du har yderligere oplysninger om billedets datering eller fotograf.

For hvert billede, hvis beskrivelse forbedres, øges vores fælles viden om byens historie og det bliver lettere at finde billeder om de emner, som interesserer os hver især.
 

Sådan gør du

Gå ind på kbhbilleder.dk

Opret dig som bruger

Vælg et tilfældigt billede eller gå i gang med en af missionerne på forsiden

Placer billedet på kortet og beskriv billedets motiv i emneord

I tvivl? Se filmen herunder

Stadig i tvivl? Læs vejledningen

Deltag i samtalen: Meld dig ind i Facebookgruppen ’Vi snakker om kbhbilleder’, hvor vi sammen hjælper hinanden med at afklare spørgsmål.

 

 

 

06-11-2013

Bliv frivillig og hjælp med det, du brænder for

De fleste frivillige indtaster arkivmateriale hjemme fra sig selv, men der er også frivillige, der kommer på arkivet og hjælper med forskellige opgaver. Ønsker du at gøre en forskel på denne måde, indgår vi i et mere forpligtende samarbejde.

Hvilke opgaver løser frivillige?

De allerfleste frivillige indtaster arkivmateriale online hjemme hos sig selv. De gør et meget værdifuldt stykke arbejde, og de mange frivillige er engageret i arbejdet, hvornår og i det omfang de har lyst.

De frivillige, der kommer på arkivet, kommer derimod på relativt faste tidspunkter/dage og løser opgaver, som vi har aftalt i fællesskab. Det kan fx være scanning af arkivmateriale, transskription af bestemte tekster, der skal bruges i formidlingssammenhæng, eller indtastning af metadata, der ikke kan foregå over nettet.

Læs mere om indtastning som frivillig

Kontakt os, hvis du vil bidrage med din viden eller evner

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har en særlig viden, interesse eller kunnen, som du har lyst til at bidrage med. Så tager vi en snak og drøfter mulighederne for samarbejde.

Gå til vores kontaktoplysninger

06-11-2013

Bidrag til samlingerne ved at aflevere et privatarkiv

Et privatarkiv er arkivmateriale afleveret af en privatperson, en institution eller et privat firma. Det kan være erindringer, fotografier, breve, dagbøger og meget andet. Du behøver ikke være en ”betydningsfuld” person for at kunne aflevere et privatarkiv. Kontakt os, hvis du har noget, du tror, der vil være værdifuldt for eftertiden.

Privatarkiv – Hvad er det?

Et privatarkiv er arkivmateriale afleveret af en privatperson, et privat firma eller institution. Fra privatpersoner er der oftest tale om erindringer, fotografier, breve eller dagbøger. Fra firmaer og institutioner kan det være alt fra regnskaber til årsrapporter, fra festtaler til beslutningsoplæg. Hvad der er relevant, afhænger af den enkeltes historie.

Se eksempler på hvilke privatarkiver, der allerede er afleveret til os 

Hvorfor aflevere et privatarkiv?

Offentlige institutioner har pligt til at aflevere dele af deres materiale til arkiverne, men private personer, institutioner og firmaer er frit stillede. Det er let at komme i tanker om københavnere, hvis private korrespondancer kunne være interessante for eftertiden, eller fremtrædende københavnske firmaer, hvis beslutninger har haft indflydelse på Københavns udvikling. Derfor er det vigtigt, at der også bevares privatarkiver for eftertiden.

Skal man være betydningsfuld for at kunne aflevere et privatarkiv?

Privatarkiver er relevante, både når de stammer fra fremtrædende kulturpersonligheder, og når de kommer fra den almindelige københavner. En erindring fra en skolelærer er faktisk også et privatarkiv eller en dagbog fra en skoleelev. Når det er sagt, er det selvfølgelig ikke muligt at bevare alt. Materialet skal helst have en særlig karakter, fx en særlig velskrevet og detaljerig dagbog eller en ganske almindelig dagbog, der til gengæld beskriver historiske begivenheder på tæt hold.

Læs mere om vores samling af erindringer

Ejer du noget, der har eftertidens interesse, så kontakt os

Nogle ting går i arv i generationer, og det er der så vidt ingenting i vejen med. Men har du arvet noget, skrevet noget eller ejer du noget af særlig historisk interesse, bør du overveje, om ikke det opbevares bedst på at arkiv, hvor vi kan passe på det og stille det til rådighed for forskningen.

Kontakt os, så kigger vi på det sammen

Aftaler om aflevering – det skal du oplyse

Når du afleverer et privatarkiv, er det vigtigt, at vi har så mange oplysninger som muligt om de personer, firmaer eller institutioner, materialet omhandler. Vi skal også sammen fastlægge en frist for, hvornår materialet skal være frit tilgængeligt for offentligheden, idet arkivlovens faste frister ikke gælder for privatarkiver.

Læs mere om arkivlovens regler for personoplysninger

06-11-2013

Hjælp os med at indtaste arkivmateriale

Arkivmateriale skal indtastes, for at oplysninger bliver søgbare online. Det er en tidskrævende proces, der kun kan det kun ske, hvis mange frivillige sætter sig til tasterne. Se hvilke indtastningsprojekter du kan bidrage til.

Du kan komme i gang med det samme og indtaste hvor som helst, bare du har adgang til internettet. Du behøver ikke indtaste mange timer hver dag. En halv time en gang om ugen er også værdifuldt, bare vi er nok, der gør det!


Frants Henningsen: En begravelse, 1883, Statens Museum for Kunst

Begravelser 1861-1912 

Velkommen til Kildetasteren - Stadsarkivets værktøj til indtastning af arkivmateriale. Det første projekt i Kildetasteren er begravelsesprotokollerne. Vi håber du har lyst til at være med! 

Der åbnes for et mindre antal protokoller af gangen. Projektet udvides senere med protokoller fra 1913-1940.

Indtast begravelser


Politiets registerblade

1,4 mio registerblade med oplysninger om københavnere i periode 1890-1923. Projektet har været i gang siden 2009 og alle såkaldte hovedpersoner er allerede indtastet, samt stort set alle adresser.

Lige nu er arbejdet koncentreret om fejlretning, som en mindre skare frivillige udfører. Der er pt.ikke brug for flere indtastere.

Gå til Politiets registerblade


Skoleprotokoller

Oplysninger om elever fra 64 forskellige københavnske skoler mellem 1753 og 1937. Projektet er et samarbejde mellem Danish Family Search og Københavns Stadsarkiv og blev lanceret i marts 2015.

Læs mere om samarbejdet

Gå direkte til Danish Family Search og indtastningen af skoleprotokoller


Renskriv erindringer

Størstedelen af Stadsarkivets store samling af erindringer består af håndskrevne tekster. En lille skare af frivillige arbejder med at renskrive teksten, så den bliver lettere at læse og søgbar på nettet. Det er et stort arbejde, og der er plads til flere.

Skriv eller ring, hvis du er interesseret i at renskrive håndskrevne erindringer.

Gå til kontakt

Læs mere om samlingen af erindringer


Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter