Erindringer om 1. verdenskrig

Erindringsglimt fra 1. verdenskrig (1914-18). Krigsårene som de blev husket af københavnerne.

I erindringerne fortæller almindelige københavnere om, hvordan de oplevede de fire krigsår. Vi hører bl.a. om hamstringer efter krigsudbruddet og rationeringer af almindelige varer, om hjemmearbejde som led i madvareeksport primært til Tyskland, om gullaschbaroner og spekulanter, der profiterede på krigen, om folkekøkkener og gratis uddeling af mad, om den spanske syge, der trak et dødeligt spor i krigens kølvand, og om krigsfanger, der rundede Københavns havn på vej hjem fra tysk fangenskab. Erindringerne er skrevet af københavnske pensionister i 1969 og i 1995. 

Link i parantes henviser til en den fulde erindring.


skib-i-frihavnenItalienske soldater blev hjemsendt fra tyske fangelejre via Københavns Frihavn 1919. Foto: Københavns Stadsarkiv1. Krigsudbruddet

2. Københavns forsvar

3. Madvarer og nydelsesmidler

4. Lys og varme

5. Tøj og sko

6. Boligmangel

7. Folkekøkken og madudlevering

8. Danske madvarer til fronten

9. Spekulanter og gullaschbaroner

10. Forlystelser

11. Slaget på Grøntorvet 1918

12. Den spanske syge

13. Krigsfanger


Krigsudbruddet

reaktioner-paa-krigsudbruddetKøbenhavnere læser aviser om krigsudbruddet på Amagertorv. Foto: Københavns MuseumReaktioner på krigsudbruddet. Astrid Dewulff (f. 1898), der boede i Vanløse, fortæller om folks reaktion på krigsudbruddet og om indkvartering af soldater:

”Den 1. august, en meget lummer og varm dag, cyklede jeg hjem fra byen. Rundt omkring stod folk i klynger og talte apatisk sammen. Der var delt løbesedler rundt, som meddelte, at krigen var brudt ud. Mange mente bestemt, at det ikke kunne være rigtigt i så oplyste tider, men det var desværre rigtigt. Herhjemme blev mobilisering omgående erklæret, og vi fik to familiefædre, der med timers varsel var revet ud af deres daglige tilværelse, indkvarteret. De fik et værelse i kælderen og skulle have fuld forplejning hos os.” (1272/1969)

Hamstring. Marie Jensen (f. 1894) arbejdede i en købmandsforretning på Østerbrogade over for husarkasernen. Hun fortæller om hamstring umiddelbart efter krigsudbruddet:

”Vi fik rygende travlt i forretningen. Folk hamstrede. Min chef måtte låne en trækvogn, selv hente mel på Blegdamsmøllen o.s.v. En dame bestilte en sæk mel (100 pund). Da han kom med den, hun boede på 4. sal, bad hun ham om at sætte den ud på wc, hun havde ikke plads andre steder. Da der var gået 14 dage, ringede hun igen, om han ville hente melet, for der blev nok ingen krig her, men der regnede hun forkert, det kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre. Forretningen blev helt ribbet, selv små sække, der stod foran i vinduet med forskellige slags ærter, bønner, majs etc., forlangte kunderne at få. De var godt gamle, de havde stået der i flere år.” (1475/1969)

Hamstring af brød. Edith Hobel (f. 1906), der boede på Frederiksberg, blev på dagen for krigsudbruddet sendt ud for at sikre familien brød:

”Jeg husker tydeligt den hamstrings¬bølge, som gik over landet, så snart budskabet kom. Endda erindrer jeg selve dagen i august, da jeg kom hjem fra skole ved et-tiden og mor sagde, at jeg skyndsomst skulle gå hen til mejeriet nr. 12 på Godthåbsvej (vi selv boede nr. 20C) og se, om jeg kunne skaffe enten et rugbrød eller sigtebrød. Allerede på det tidspunkt af dagen var brød såvel som så meget andet blevet ”bukkevarer” (varer til særlige kunder og til ulovlig høj pris, som købmanden måtte bukke sig ned efter, fordi de var gemt under disken, red). Og alligevel var jeg så heldig, at frk. Nielsen gav mig et stort sigtebrød.” (1671/1969)


Københavns forsvar

SikringsstyrkenSikringsstyrken blev indkaldt umiddelbart efter krigsudbruddet. Her ses indkaldte soldater foran Klampenborg badeanstalt. Foto: Københavns MuseumKirkeklokker indkalder sikringsstyrken. Elly Herndrup (f. 1903) hørte fra sit hjem ved Blågårds-plads kirkeklokkerne indkalde sikringsstyrken:

”Jeg husker først fra Todesgade, da sikringsstyrken skulle ind 1914. Kirkeklokkerne kimede fra pladsen og det var meget tidlig morgen. Mine 2 brødre og jeg var meget betaget af, at far skulle af sted ud til artillerikasernen ved Amager Boulevard.” (1373/1969)

Sikringsstyrken indkaldes. Ingeborg Christiansen (f. ca. 1906) så soldater fra sikringsstyrken drage forbi på Frederikssundsvej, hvor hun boede:

”Så var der også indkaldelse til sikringsstyrken. Det må have været lige efter krigsudbruddet. Der kom lange rækker af både ridende og gående soldater forbi, hvor vi boede. De var alle forsynet med stor opbakning på ryggen. Jeg kan huske, vi synes det var synd for dem, at de skulle trave den lange vej ud til Husumfortet, hvor de skulle ligge i skyttegrave med kanoner og andet skyts. Det var en meget varm sommer det år. Soldaterne havde det med varme i den tykke uniform, de havde dengang, men unge piger kastede roser i favnen på soldaterne.” (1586/1969)

Forsvaret forberedes. Harry Ancker Matzen (f. 1908) oplevede, hvordan der på Christianshavn blev truffet forholdsregler mod invasion af tyske styrker:

”Mors brødre var blevet indkaldt og kom og præsenterede sig i diverse uniformer og for mig var det spændende med alt det krigshalløj. Vi havde jo orlogsværftet, B&W og Bådsmandsstrædes kaserne lige ved. På volden blev der gravet skyttegrave, der blev stillet kanoner op og spanske ryttere mellem Torvegade og Amagerbrogade og Volden blev sat op. Kun en gang under hele krigen trådte det omtalte i brug: ”Tyskerne er gået i land i Dragør”. Stor tumult fulgte. Vi unger måtte blive inde den dag. Næste dag blev det bekræftet: En u-båd havde været inde i Dragør og købt brød og fisk, men også betalt og var så sejlet igen.” (1049/69)


Madvarer og nydelsesmidler

sukkermaerkeuddeling-paa-raadhusetUddeling af sukkermærker på Rådhuset, januar 1917. Foto: Københavns StadsarkivErstatningsvarer. Niels Christian Søholm Petersen (f. 1900), der voksede op i et fattigt hjem på Vesterbro, husker især krigsårenes mange erstatningsvarer:

”Det var rationeringstid. Kosten måtte man tage som man kunne få den. Frokosten gik det nogenlunde med, men middagsmaden kneb det med. Men jeg husker, at vandbyggrød var dominerende med kunstigt sødet saftevand. Kaffe var fortrinsvis brændt og malet byg. Nå, man var jo ikke kræsen, man var jo nærmest taknemmelig for, at der i det hele taget var varer i butikkerne. Cigaretter, cerutter og anden tobak var alt andet end tobak men havreavner, tjørneblade o.l. Te var manna fra lindetræer, tørret og pakket i farvestrålende kinesisklignende pakker, og skaller af kakaobønner.” (1031/1969)

Vandgrød på flere måder. Valborg Jochens (f. 1902) voksede op under trange kår i en børnerig familie, hvor de fik vandgrød på flere måder:

”Engang var der bagerstrejke og vi kunne ikke få brød nok til alle os børn. Mine brødre fik vandgrød med på arbejde. Når vi kom hjem fra skole fik vi også vandgrød, men vi skar den kolde vandgrød i skiver og stegte den på panden. Det smagte så dejligt.” (1468/1969)

Kålrabi som daglig kost. Ingeborg Rasmussen (f. 1907), der boede på Frederikssundsvej, forbinder især krigsårene med kålrabi:

”Vores middagsmad bestod hovedsagelig af kålrabi tilberedt på flere måder. Kartofler fik vi som mos på brødet i stedet for smør eller margarine.” (977/1969)

Pølser i stedet for flæskesteg juleaften. Karen Bosselmann (f. 1895), der boede på Nørreport, fortæller om julen 1915, hvor moren ikke kunne få fat på den traditionelle flæskesteg:

”Mor græd. Men far, min bror og jeg trøstede hende, så godt vi kunne. Vi fik jo først vor sædvanlige risengrød (uden mandel, det var der ikke råd til), og da vi sad og spiste pølserne blev mor overdænget med lovord om, hvor godt de smagte, og at vi egentlig lige så gerne ville have pølser som flæskesteg. Mor havde ganske lidt rigtig kaffe, og da hun oven i købet kom med en lille skål småkager, ville jublen ingen ende tage.” (767/1969)

Svære levevilkår. Mary C. U. Hansen (f. 1896) boede på Vesterbro med mand og fire små børn, da krigen brød ud. Hun husker levevilkårene under 2. verdenskrig som ren barnemad i forhold til 1. verdenskrig:

”Vi måtte løbe efter kommunens vogne, som kørte rundt med halve mørke rugbrød, ligeledes kørtes der med koks og kun en spandfuld til hver. At der blev snydt i lange baner var en kendsgerning. For at hjælpe lidt, lagde jeg en dej af valsede byggryn, lidt sukker og rosiner, gær og vand. … Kartofler var der ingen af. Jeg købte en dag 10 pund i en Amagerkælder. Da jeg kom hjem med dem, var de frosne, så der blev ingen mos, før de var tøet op og de smagte væmmeligt. Men det var jo mad. … I kirken kunne vi hente frugtsuppe til børn, så længe der var noget at få. Der var kun 1 pot (knap 1 liter, red) sød mælk om dagen til alle mine fire rollinger. I slagtehallen (Kødbyen på Vesterbro, red) kunne mænd få fire grisetæer mod stempling i fagforeningsbøger. Men de var friske, de skulle skoldes og skrabes nogle gange, før de kom i gryderne. Endelig kom rationeringen. Jeg måtte helt ind på det nye rådhus med børnenes dåbsattester hver måned efter mælkebilletter. Så fik hvert barn en halv pot om dagen. De andre mærker hentede vi på skolerne. … Når jeg skulle ned og stå i kø, bandt jeg de tre største til bordbenene og den mindste kravlede rundt og hentede legetøjet, som hans søskende strittede rundt med. Når det så var min tur at få varer, gik det i strakt løb hjem og glad var jeg, når jeg så mine tudende rollinger var helskindet. Men mange gange kunne vi risikere, at der var udsolgt, for de handlende var også på ration.” (449/1969)


Lys og varme

sat-paa-gadenDen sociale nød under 1. verdenskrig resulterede i, at mange arbejderfamilier blev sat på gaden af kongens foged, der her holder vagt for at forhindre, at indboet slæbes op i lejligheden igen. Foto: Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og ArkivKreative løsninger for at skaffe lys og varme. Niels Christian Søholm Petersen (f. 1900), der voksede op under fattige kår på Vesterbro, husker, at de måtte være kreative for at skaffe sig lys og varme:

”Elektrisk lys havde vi ikke, petroleum var efterhånden umuligt at få fat i. Kun på den sorte børs og til dyre priser. Men man klarede sig. Stearinlys var også ude af billedet. Så skrabede man alt det fedtstof sammen, man kunne få fat i, særlig fra stegepanden, og samlede det i et blankt sværtelåg. Et stykke blikplade med hul i midten, hvorigennem var trukket bomuldstråde, blev anbragt midt i låget. Det fungerede fint, selv om det spruttede lidt, så fik vi dog lys. Brændsel skaffede man sig på lossepladserne om søndagen og i havnene om aftenen. Det var jo nærmest brændestumper, propper, gammelt tovværk og så lidt koks ind imellem, men det var småt. Man gjorde papiret vådt og formede det til lange runde briketter, lod det tørre. De var gode til at holde på varmen og ilden, ja, de var faktisk bedre end de brunkul og tørv, man kunne få, for de askede og osede ganske forfærdeligt, men varmeevne var der ikke meget af.” (1031/1969)

Erstatninger for petroleum og brændsel. Edith Hobel (f. 1906), der boede på Frederiksberg sammen med sin mor og sine fire søskende, mindes de dårlige erstatninger for petroleum og brændsel:

”Petroleum var strengt rationeret, men da mor var opført som syerske på sine kort, så kunne hun af og til få tildelt en lille ekstra ration. Stearinlys var ikke til at opdrive, derimod kunne vi få de såkaldte tællepråse, men det skal jeg love for var en meget ringe belysning, de kunne give. Undertiden slukkede sådan en fyr, når blot man vendte et blad i en bog. … Brændsel blev det også helt af h…… til med. Vi købte briketter samt tørv. Disse tørv var undertiden så fugtige, at de næsten slukkede ilden i kakkelovnen. I nr. 22 på Godthåbsvej lå et maskinsnedkeri, hvor man formedelst en 10 øre kunne hente en sæk fuld af maskinspåner. De gav en god varme, men i blandt var der så meget savsmuld i dem, at det gav en vældig røg i stuen, dersom vi ikke sørgede for, at der kom ekstra træk til.” (1671/1969)

De farlige karbidlamper. Mary C. U. Hansen (f. 1896) fortæller om de farlige karbidlamper, som hun og hendes mand brugte i stedet for petroleumslamper i deres lejlighed på Vesterbro:

”Lys og gas lukkedes i fire timer midt på dagen. Men vi havde petroleumslamper, men der var ingen olie at komme i. Så var der nogle, der opfandt karbidlamper. Men hvor var de farlige. De kunne stikke nogle lange flammer ud og der måtte ikke kommes vand på, så eksploderede de, og så var der ild alle vegne. En vinter fik vi en favn brænde, nyfældet. Det skulle først saves og flækkes, men brænde ville det ikke. Det var for frisk, lå bare og osede, men varmede ikke.” (449/1969)


Tøj og sko

foran-nationalbankenKrigstruslerne i 1914 resulterede i en sammenstimlen foran Nationalbanken af folk, der ville veksle pengesedler til guld. Foto: Københavns MuseumSko af pap. Edith Hobel (f. 1906), der voksede op på Frederiksberg, fortæller om morens besvær med at sørge for tøj og sko til hende og hendes fire søskende, og om sko lavet af pap:

”Tøjet blev det også så som så med. Min mor har forsålet så mange par strømper, fodtøjsreparationer klarede hun også selv. Det var såre dyrt at gå til skomageren, så hvis hun havde mulighed for at købe nogle læderrester, så har hun mange gange sat tåstød eller et par hæle på, hvor det tiltrængtes. En forretning på Gl. Kongevej ”Bata” reklamerede med, at man kunne erhverve et par nye sko, dersom man afleverede et par gamle støvler eller sko. I begyndelsen havde de stor søgning, indtil det blev kendt, at sålerne var fremstillet af pap, og at fodtøjet så absolut ikke tålte at komme i regnvejr, så blev forretningen lukket.” (1671/1969)

Sæbemangel. Astrid Dewulff (f. 1898), der var flyttet til Frederiksberg i krigens første måneder, fortæller om vanskelighederne med at skaffe sæbe:

”Sæbe og soda var næsten ikke til at opdrive. Mor havde fået nys om, at der et sted i kalkbrænderi¬havnen blev udleveret et pund soda fra et lager. Vi blev sendt af sted om morgenen kl. 6 for at være der mellem de første, og mor var lykkelig, da vi hver kom hjem med et pund soda, så hun kunne få vasket vores tøj.” (1272/1969)


Boligmangel

Flere familier i en lejlighed. Ester Holmefelt (f. 1902), der boede på Vesterbro, fortæller om husvildeboliger, hvor flere familier måtte deles om en lejlighed:

”Samtidig kom bolignøden. For at bøde lidt på det, byggede kommunen ejendomme. Blandt andet var der mellem Sønder Boulevard og Ingerslevgade store dybe og firkantede huller, der blev brugt til at kælke ned af om vinteren, og hvor folk smed kasserede madrasser, sofaer og lignende, og som om sommeren blev benyttet af hjemløse. De blev fyldt op med ejendomme, som blev gjort til husvildehjem. Der boede 2 familier i hver lejlighed med 2 værelser. Der var 2 gasmålere og 2 gasborde i køkkenet med små huller i gashanerne, så man kunne sætte en lille lås i, når man ikke var hjemme. Sådanne ejendomme blev bygget mange steder i byen, store lejligheder blev beboet af 3 familier. Men det kunne ikke gå så hurtigt som bolignøden, så til sidst blev enkelte skoler taget i brug, hvor en klasse blev delt med forhæng. (227/1969)


Folkekøkken og madudlevering

folkekoekkenKø foran folkekøkkenet under 1. verdenskrig. Foto: Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek og ArkivMad uden megen næring. Peder Strøyer Pedersen (f. 1897), der i 1918 kom til København som nyudlært snedkersvend, oplevede især rationeringen af rugbrød som særlig slem, men også at maden fra folkekøkkenet var uden megen næring:

”Efter fyraften gik jeg til folkekøkkenet og købte et måltid mad der. Det var kommunale spisesteder, der var oprettet for at give den fattigste befolkning lejlighed til at få et billigt måltid varm mad. Prisen var også billig, kun 55 øre for 2 retter mad. Det var altid kogte retter, aldrig stegte sager. Ligegyldigt hvad der stod på menuen, det være sig frikadeller eller bøf, alt var dampkogt og ikke særlig velsmagende. Men bare man kunne blive mæt, så man bort fra den slags. Jeg ved ikke om det var den kogte mad, der gjorde det, men selv om jeg blev temmelig mæt, så blev jeg snart sulten igen, og jeg tabte mig og følte selv, at jeg blev mere kraftløs, og det endte da også med, at jeg til sidst blev fyret fra min arbejdsplads, som dengang var en møbelfabrik i Overgaden neden Vandet, fordi jeg ikke kunne følge med i det tempo, min mester anså for nødvendigt. ” (266/1969)

Gratis køduddeling. Else Mathiesen (f. 1898), der boede på Nørrebro, husker, at folk stod i kø for at få såkaldt trikinkød:

”Under 1. verdenskrig blev der bygget nogle lave længer i Møllegade, som var folkekøkkener og som blev brugt til det formål i flere år. Folk kunne spise der for små penge, de kunne også tage den med hjem i spande. Jeg husker også, da jeg som ganske ung var i en forretning ved Kvægtorvet. En lang kø af mennesker med spande, de kunne en gang om ugen hente gratis kød, som blev kogt inde i kødbyen. Det var trikinkød (kød inficeret af rundormes larver, der dræbes ved kogning, red), som ikke måtte komme ud i butikkerne.” (969/1969)

Frivilligt hjælpearbejde. Harry Ancker Matzen (f. 1908) fortæller om, hvordan hans mor organiserede udlevering af mad fra folkekøkkenet til Christianshavns fattige familier:

”Krigen satte sine spor: havnen lå stille hen, ingen skibe og mange var jo havnearbejdere eller på B&W. Da satte mor ind, fik organiseret madudlevering fra folkekøkkenet. Hver dag kl. 12 kom tre store beholdere med suppe: grøntsager og kød. Så satte far en bænk op i skoleopgangen og ordnede køen og mor øste op. ”Hvor mange er I?” Far, mor, 2 børn, 3 børn, 5 børn. Så fik de en stor øser-slev i deres spand og hvis de snød: ingen mad næste dag. Mor har fortalt, at sammenholdet og ærligheden var rørende. Mor fik tilnavnet ”Dronningen af Christianshavn”. (1049/69)


Danske madvarer til fronten

Hjemmenes krigsproduktion. Så snart Edith Hobel (f. 1906) kom hjem fra skolen ved Nylandsvej på Frederiksberg, hjalp hun moren med at pakke maggiterninger:

”Senere dukkede der andre muligheder op for at tjene penge. Der blev nu fremstillet maggiternin-ger (boullionterninger, red) i uanede mængder. De blev sendt til fronten som soldaterføde og der var arbejde at få med hensyn til at pakke dem. Den første ”fabrik” vi fik forbindelse med lå på Henrik Steffensvej, og udleveringen af terningerne foregik fra et kælderlokale. De var fabrikerede i store plader, som til dels var gennemskåret på maskine. Vi skulle da selv brække dem fra hinanden. Efter nogen tids forløb lukkede sundhedspolitiet ”virksomheden” på Henrik Steffensvej (der lugtede nu heller ikke særlig godt i det kælderlokale) og mor opsnusede så en adresse på Christianshavn, hvor der også fabrikeredes terninger. Der var ganske andre propre forhold på den fabrik, og på lang afstand kunne man fornemme en herlig duft af suppeurter, som bl.a. blev anvendt i fabrikationen. Selve terningerne var maskinskårne, så man slap for det infame (undskyld) arbejde med at brække dem fra hinanden. Hvor meget lønnen var pr. dåse terninger, indholdet var 1.000 styk, det har jeg glemt, men efterhånden havde mine to søskende, min mor samt undertegnede fået en vis færdighed i at pakke, så når resultatet blev gjort op, så var mor altid tilfreds. Min 6 år ældre søster samt min 3 år ældre bror var nu på arbejde om dagen, men om aftenen tog de også et tag med.” (1671/1969)

Trængsel af slagtekvæg i Kødbyen. Joh. Chr. Hansen (f. ca. 1895) kom som slagtersvend til Kødbyen. Dér var der store penge at tjene i en tid, hvor der blev eksporteret mængder af kød til Tyskland:

”Det var under 1. verdenskrig 1914-18. Der kom så mange levende kreaturer til Kvægtorvet, så staldene ikke kunne tage dem alle. Bundet til hallerne uden for og på den store plads inde for porten til Halmtorvet stod de ude til de stod for tur til at komme i en af slagtehallerne. Det var tider dengang. Der blev slagtet overalt i alle hallerne. Der var arbejde for enhver mand, som kunne bruge en kniv. ” (866/1969)


Spekulanter og gullaschbaroner

koedbyenKødopkøbere havde kronede dage under krigen. Kødbyen var fyldt til bristepunktet af slagtekvæg. Foto: Københavns MuseumSpekulation fører til fallit. For Astrid Dewulff (f. 1898) og hendes familie i Vanløse fik krigsudbruddet alvorlige konsekvenser pga. farens spekulation i skibsaktier:

”Vi lagde mærke til, at far og mor talte en del sammen over nogle ark papir. ... Sagen, som vi så bittert senere erfarede, var, at far ville være med i et voveligt foretagende som aktionær i en dampskibsforbindelse mellem København og Hamborg, og det forfærdelige var, at han stillede vores hus som garanti i dette foretagende. Mor rådede far fra at udfylde disse papirer, men stik imod mors kloge indsigt, gik far ind i dette farlige foretagende, som da også blev til sorg og fortvivlelse for os alle, thi krigen brød ud og alle penge i denne sag var tabt for aktionærerne, da denne rute ikke kom i gang. … Efter nogle måneder forløb modtog far et stort forseglet brev, som han med rystende hænder åbnede, han blev ganske grå i ansigtet. Det var vor dødsdom. Alt var tabt, og huset skulle gå på tvangsauktion om fire uger.” (1272/1969)

Nyrige børsspekulanter. O. Grand (f. 1897) var ansat i Landmandsbanken. Han mindes, at penge ikke spillede nogen rolle for de nyrige børsspekulanter:

”Vi var midt i ”gullaschtiden”. Jeg var vant til, at 1 kr. var mange penge, og fik et chok, da jeg første gang så to, der spillede ”lige eller ulige” om 10 kr. sedler. Børsen var det centrale. Alle købte og solgte aktier, og den, der var fattig i går, var undertiden hovedrig næste dag. Jeg hørte folk, der købte og solgte ”Forenede” og efter at have tjent masser af penge spørge: hvad er i grunden ”Forenede”. Steen Gubelhausen holdt sine ”berømte” fester på gården i Jylland. Den overdådige middag kom ovre fra ”Wiwel” og cigarerne tændte ved fidibusser af 10 kr. sedler. I det hele taget var denne periode mærkelig at opleve.” (984/1969)

Penge som skidt. Åge Lorentzen Rosenborg (f. 1897) mindes nogle af krigstidens ekstravagante kunder fra sin læretid som frisørelev på Vesterbro:

"I gullaschtiden, der var folk skøre. I en forretning i Trommesalen, hvor jeg var ansat som frisør, lå der en restaurant, hvor der kom en kunde, og der blev sendt bud efter mig for han skulle barberes. Han ville barberes i champagne, og i baglokalet stod et flygel, som han hældte resten af champagnen i. Det var en dyr fornøjelse, men han havde råd til det. Der kom en anden kunde i forretningen hver dag for at blive barberet og friseret. Han betalte 5 kr., så der var gode drikkepenge. En dag var der noget i vejen med hans bil. Han spurgte, om jeg kunne skaffe en mekaniker til at ordne bilen. Jeg fik fat i en, og det varede 5 minutter for at ordne den. Han stak ham en 100 kroneseddel og sagde, at det passede, og mekanikeren og jeg fik os en glad aften. Der kom en kunde, der købte et gods i Jylland, hvor han kørte med 6-spand heste, og der blev stillet champagneflasker på vejen, hvor han morede sig med at skyde på dem. Han var en stor børsspekulant. Der var mange af den slags tossede mennesker dengang.” (845/1969)


Forlystelser

Unges forlystelser i krigsårene. For Inger Esther Holm Andersen (f. 1901) og krigstidens andre unge var udvalget af forlystelser begrænset:

”Efter en teateraften var det det helt store at blive inviteret i Industri Cafeen, der hvor nu Frascati (i dag Industriens hus, red) ligger. Der var mange forskellige mennesker, også nogle særdeles flotte og udmejede med store paradisfjer i hattene, masser af smykker, silkekjoler, pelsværk. De var ufine og meget støjende, det gjaldt jo om, at vi alle rigtig fik set dem. ”Gullasch” sagde vi, dem kunne vi altid udpege med det samme, let tjente penge på gullasch lavet af det dårligste af det dårlige kød og solgt til tyskerne under krigen. Om sommeren gik vi i Tivoli, cyklede til Esplanaden, hvor der hver sommeraften var god musik. Så stod vi af vores cykler et stykke tid og lyttede til musikken, og kørte så hjem igen. Længere ud ad Langelinie måtte vi ikke gå, der lå alle de udenlandske krigsskibe, som var på besøg, og der kom alle disse ”Langeliniepiger”, som mor sagde. Nå, det gjorde vi nu heller ikke. Vi ville dog nødig kaldes ”Langeliniepiger”.” (422/1969)


Slaget på Grøntorvet 1918

Slaget på Grøntorvet. Hjalmar August Gagnér (f. 1905) befandt sig midt i slaget på Grøntorvet og fik politiets stave at mærke:

”Jeg husker fra omkring den tid var jeg ofte en tur oppe på Grøntorvet, der var ofte ballade med syndikalisterne. … Engang var jeg deroppe med min kammerat Robert og overværede et meget voldsomt møde, hvor en dengang meget kendt syndikalist Thøgersen og en, der hed Sperling, var til stede og skulle tale. Her så vi, at ophidsede folk havde stoppet sporvognene i Frederiksborggade, og han holdt tale oppe fra taget af vognene. Men det blev jo ikke ved med at gå. Politiet rykkede med trukne stave og stor styrke ind i gaden og på torvet, og der vankede bank til alle sider. Robert og jeg skyndte os ind i en opgang sammen med en hel del andre og op af trapperne, et godt stykke op. Men betjentene nede i gadedøren de råbte til os ”kom bare ned”, og da vi ikke kom, blev 3-4 politimænd sendt op, og så måtte vi jo ned og blev modtaget i døren med et slag over ryggen af staven. ” (852/1995)

Tilskuer til Slaget på Grøntorvet. Vilhelm Serber (f. 1902) fulgte urolighederne på Grøntorvet, da politiet greb ind i syndikalisternes demonstration:
”Jeg kan også huske optøjerne på Grøntorvet, hvor Sperling sprang op på taget af en sporvogn og holdt brandtale. Politibilerne kom tudende (åben skovbil, lukket politibil, kaldet den Blå og/eller salatfadet). Urolighederne var vist ikke kommunistisk, men arrangeret af syndikalisterne, der udgav et blad, der hed ”Solidaritet” og havde redaktion i Korsgade i en lille butik.” (255/1969)


Den spanske syge

Ingen smittefare blandt sporvognens rygere. Peder Strøyer Pedersen (f. 1897), der boede på Østerbro, overlevede den spanske syge. Han angiver sporvognens rygerafdeling som et sikkert sted mod smitte:

”Der rasede også på den tid den såkaldte ”spanske syge”, som kostede en masse mennesker livet. … Der blev gjort meget for ikke at sprede sygdommen. Biografer blev lukkede, baller forbudt, men der var baciller alle vegne. Dog tror jeg, der var ét sted, hvor de ikke kunne trives. Det var i sporvognens bivogne, hvor rygning var tilladt. Når sådan en vogn var fuld af rygende arbejdere, så var der en sådan frygtelig stank af røg, ja, ikke af tobak, det kunne man naturligvis ikke få, men af humle, kartoffeltoppe, kirsebærblade og hvad der ellers kunne proppes i shagpiber, eller surrogatcigaretter. Mange mennesker overlevede dog stanken – det er trods alt en hårdfør race.” (266/1969)

Nabo til Assistent kirkegård. Else Mathiesen (f. 1898) oplevede som nabo til Assistents kirkegård den spanske syges dødelige konsekvenser på nært hold:

”I krigens kølvand kom den frygtelige spanske syge i 1918-19. Det var en alvorlig og uhyggelig tid, hvor alle var bange for alle på grund af smitten. Vi boede jo lige ved Assistents Kirkegård og også hvor vejen gik til Bispebjerg. Vi så på alle tider af dagen og til sent om aftenen at vogne med kister, så mange der kunne stables, kørte i rask fart af sted for at læsse af.” (969/1969)

Ambulance i pendulfart. Chr. V. Aagerup (f. 1878) var ansat ved brandvæsenet og havde særlig travlt under den spanske syge:

”Ambulancen kørte dagen og natten lang. Vi hentede patienterne fra den varme seng og af sted til nærmeste hospital, afleverede patienten på båren, derefter kom vort overtøj i varmeovnen nogle minutter og så tilbage til stationen efter ny ordre.” (640/1969)


Krigsfanger via Frihavnen

krigsfanger-i-frihavneneItalienske soldater, der kom fra tyske fangelejre, får et måltid mad i et pakhus i Københavns Frihavn 1919. Foto: Københavns StadsarkivFra fangelejre til Frihavnen. Georg Jørgensen voksede op i en tjenestebolig på Frihavnsområdet, hvortil der i slutningen af krigen kom et stort antal engelske og franske krigsfanger fra tyske fangelejre:

”De skulle nu hjem, og havnen var nu pludselig fyldt med store troppetransportskibe og lazaretskibe med Røde Kors malet på skibssiderne. Indtil indskibningen igen kunne finde sted, blev soldaterne indkvarteret i lejre i Nordsjælland, men også i pakhusene var der indkvarteringer. Juleaften 1918 tilbragte mange fremmede soldater i Ø.K.s pakhus på Midtermolen. Der var sørget for juletræ og underholdning, og jeg synes, at det så vældig festlig ud. De engelske forbindelsesofficerer, der stod for udvekslingen, havde deres hovedkvarter på Frihavnens hovedkontor. Men de var ikke englændere for ingenting. På pladsen bagved hovedkontoret spillede de fodbold med en bold, der bestod af brunt indpakningspapir bundet sammen med sejlgarn.” (212/1995)

Franske krigsfanger synger Marseillaisen. Margrethe Dichmann (f. 1898) var netop startet som kontorelev, da krigen brød ud. Hun husker krigsfangerne, der blev sendt hjem via Københavns havn:

”Der kom så mange fanger herop fra tyske fangelejre, og hvor de fleste af dem så ud i tøjet. Mange var syge og måtte på hospitalsskib. Jeg glemmer aldrig et skib, der gik til Frankrig. Det var meget stort med flere dæk, hvor soldaterne var opstillede. Der var stor glæde blandt dem, for de skulle hjem. De sang Marseillaisen, da skibet gik ud af havnen.” (1487/1969)

 

krigsfangerItalienske krigsfanger i Københavns Frihavn 1919. Foto: Københavns Stadsarkiv

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter