Stadsarkivet får nyt, stort magasin

Københavns Stadsarkiv skal i 2018 have et nyt magasin. En ny politisk aftale mellem S, Enhedslisten, R, SF og DF sikrer dermed en langsigtet bevaring af kommunens bevaringsværdige arkivmateriale.

Samlingen gemmer mange københavnerskæbner. Og sådan skal det også gerne være i fremtiden. Et nyt magasin er afgørende for at bevare vores fælles historie - også den, der ikke er skrevet endnu. Foto: Mads Neuhard, Københavns Stadsarkiv
Emner

Se mere indhold om

Med politikernes beslutning er der nu afsat i alt 170 mio. kr. til at skabe professionelle og moderne opbevaringsforhold for Københavns Stadsarkiv og Københavns Museums samlinger. Eftertiden vil dermed også kunne dykke ned i Københavns historie og finde spændende arkivmateriale og genstande.

Politikerne havde i budget 2015 taget højde for at samlingerne i et af de nuværende magasiner, nemlig det på Artillerivej 126, skulle genhuses. Bygningen skal rives ned til fordel for en folkeskole. Den nye aftale og bevilling på 118,3 mio. kr. skaber grundlag for, at magasinet kan bygges så stort, at det kan erstatte arkivets og museets øvrige dårlige magasiner på næsten 10 forskellige adresser. Herudover kommer det nye magasin til at rumme bevaringsværdigt materiale fra de forskellige forvaltninger i Københavns Kommune.

Statsarkivets arkivmateriale ligger i dag i rum uden klimastyring. Som eksempel kan nævnes at store mængder patientjournaler fra de københavnske hospitaler ligger pakket på paller hos et flyttefirma. Det gør materialet vanskeligt at finde frem og giver lange ventetider for de borgere, der ønsker at benytte det. Dertil kommer at Stadsarkivet i næsten ti år ikke har kunnet modtage arkivalier fra forvaltningerne, fordi magasinpladsen manglede.

”Det kommende magasin betyder et kæmpe løft for Stadsarkivet. Det svarer faktisk til dengang politikerne besluttede, at Martin Nyrup skulle skabe helt nye rammer for Stadsarkivet på det nye rådhus for over 100 år siden”, siger en glad Elisabeth Bloch, fungerende stadsarkivar.

Det nye magasins placering er endnu ikke er fastlagt.

Emner

Se mere indhold om