Københavns historie – fortalt med kort

Interesserede i  byens historie kan nu gå på opdagelse i 700 kort på nettet og følge byens udvikling over flere hundrede år.

kbh-1858Udsnit af kort over København 1858. Voldgraven er endnu ikke kastet til og den nuværende Rådhusplads er dermed ikke dannet. Tivoli er etableret og Københavns første banegård ligger, hvor Hovedbanegården findes i dag. Togforbindelsen til Roskilde blev indviet i 1847.

Fra fæstningsvolde til badeanstalter

700 kort og tegninger fra Københavns Stadsarkivs samlinger kan nu ses på nettet. Her er eksempelvis kort der viser byen inden for de trange fæstningsvolde, og kort, der viser, hvordan byen siden breder sig uden for voldene. Tegninger af hospitaler, badeanstalter, skoler, kiosker og sågar toilethuse er også med til at illustrere Københavns historie.

Se digitaliserede kort og tegninger i Kildeviseren

Bomber, brand og brokvarterer

Kortene afspejler de store begivenheder i byens historie – ikke mindst de ødelæggende brande i 1728 og 1795 og virkningerne af englændernes bombardement i 1807. Fra at være en lille, overbefolket fæstningsby vokser byen i slutningen af 1800-tallet til brokvarterer som f.eks. Nørrebro og Vesterbro. Og i starten af 1900-tallet bliver landdistrikter som Brønshøj og Sundbyerne en del af byen.

Tegninger af bygninger og byrummets inventar

Den digitale samling rummer også omkring 350 tegninger; bl.a. facader fra 40 københavnske skoler. Det præger stadig de københavnske skoler, at mange af dem er tegnet af de samme arkitekter. kort-og-tegninger-i-kildeviserenDe mange kort og tegninger kan ses i KildeviserenArkitekten Hans Holm tegnede 10 skoler i 1870’erne og 1880’erne og stadsarkitekt Ludvig Fenger nåede at tegne hele 14 skole fra 1886-1904.

Den digitale tegningssamling rummer også Utzons forslag til et tårn ved Langelinie og Poul Henningsens skitse til en helt moderne gadelampe i 1937.

Kort i Kildeviseren

De digitaliserede kort kan ses i Kildeviseren. Stadsarkivets nye redskab til at se digitaliseret arkivmateriale på nettet. Du kan vælge mellem forskellige kategorier og herefter bladre igennem kort og tegninger.

Se digitaliserede kort og tegninger i Kildeviseren

En lille del af en stor og efterspurgt samling

”Da vi lagde en kortperle om København set fra luften i midten af 1700-tallet på nettet gav det 40.000 gæster på hjemmesiden i løbet af en måned. Det gav os lyst til at lægge mange flere kort på nettet. Historieinteresserede, men også folk, der interesserer sig for design og arkitektur, vil her finde en masse studiemateriale. Vi har vel 250.000 kort og tegninger fra perioden 1167-2005 og de 700 digitaliseringer er et godt sted at starte,” siger fungerende stadsarkivar Elisabeth Bloch.

Helle Lindes Kulturfond har støttet Stadsarkivets digitalisering.

 

holsteinsskoleIndvandring betød mange nye børn i byen og gav behov for mange nye skoler. Resultatet blev ofte solide murstensbyggerier som her Holsteinsgades Skole, tegnet 1908 af O. Langballe og opført 1910. Der var også kritiske røster mod det københavnske skolebyggeri. Da Nyboder Skole blev indviet i 1920 lød den syrlige kommentar i Illustreret Tidende: ”Den nye pragtfulde kommuneskole ved Nyboder – dét har magistraten råd til!”.
langelinjepavillonenKøbenhavn – aldrig. Sidney-operaens danske arkitekt, Jørn Utzon tegnede et udkast til en 11 etager høj Langeliniepavillon i en arkiktektkonkurrence i 1954. Dommerkomiteen mente, at tårnet kunne blive et markant vartegn, men også at lokalerne blev spredt ud på for mange etager. Konkurrencen blev vundet af arkitektægteparret Eva og Niels Koppel med en lavere, mere kompakt, men også moderne bygning, taget i brug 1958.