For 50 år siden: 3. verdenskrig startede kl. 9.36

Da Valby Gasværk eksploderede den 26. september 1964, midt under den kolde krig, troede mange københavnere, at en atombombe var kastet over København.

Vigerslev Allé 176 efter eksplosionen. Læg mærke til taget. Flere af beboerne blev ramt af tagsten, da de flygtede ud af huset. Foto: Ukendt fotograf, 1964, Belysningsvæsnets arkiv, Københavns Stadsarkiv.

Eksplosionen på Valby Gasværk og frygten for krig

”Jeg hørte min mor skrige – hun kom styrtende ind fra altanen og råbte, at der var sprunget en atombombe,” fortæller Ib Salomon, der boede i Bærhaven med frit udsyn til Valby Gasværk.

Uden for villaen Nøddehaven 23 så den 8-årige Ivan Broe ”en enorm væg af ild der fyldte hele himlen”. Hans mor kom stormende ud i haven i den tro, at en atomkrig var startet og hun råbte til Ivans far: ”Få Ivan ned i kælderen. Der er en eller anden idiot der har trykket på knappen.”

Københavns Stadsarkiv har en samling af erindringer om, hvordan københavnere oplevede katastrofen, der kostede fem døde og fyldte de københavnske hospitaler med sårede. En rød tråd i erindringerne er, at ulykken blev oplevet som starten på krig – endda en atomkrig. Cuba-krisen var i frisk erindring, og i mange hjem lå stadig den officielle pjece fra 1962: ”Hvis krigen kommer”, der gav råd i tilfælde af en atomkrig. Et hovedbudskab var at søge ly i beskyttelsesrum og kældre.

Enorm trykbølge

Eksplosionen fra Valby Gasværk skabte en enorm trykbølge. Den 32-årige Birgit Vognstrup, der stod med en spritny cykel ved Retortvej/Vigerslev Allé, husker:

”Pludselig føler jeg et mægtigt lufttryk og Gasværket, der lå lige overfor, sank sammen – og så kom braget. Det var mærkeligt, jeg stod helt paralyseret, for jeg var ikke blevet ramt, men stod bare i hele helvedet. Der var masser af tagsten, glas og støv, og skrigende mennesker der løb rundt. Det var om formiddagen, en yngre kvinde kom løbende fra et af husene, kun iført en Ole Lukøje-natkjole.”

Ina Larsen stod i en viktualieforretning på Valby Langgade, mens hendes 1 ½ årige søn, Henrik, lå i en barnevogn udenfor. Den store butiksrude blev simpelthen suget ud:

”Glassplinter og stykker havde skåret sig gennem kalechen og forstykket på barnevognen og Henrik lå dækket af glasskår. Heldigvis lå Henrik ned, for jeg er sikker på, at hvis han havde siddet op, havde vi ikke haft ham i dag.”

Fem døde og mange blev såret

Fem personer omkom, heraf tre håndværkere på gasværket. Ulykken tilskrives en menneskelig fejl under eftersyn af en ventil i gasværkets måler- eller pumpehus. De materielle skader var meget omfattende, og der blev knust vinduer i en omkreds af 5 km fra eksplosionsstedet.

Gasværket lignede en krigszone efter eksplosionen. I baggrunden ses Vigerslev Allé. Ukendt fotograf, 1964, Belysningsvæsnets arkiv, Københavns Stadsarkiv.
Gasværket lignede en krigszone efter eksplosionen. I baggrunden ses Vigerslev Allé. Ukendt fotograf, 1964, Belysningsvæsnets arkiv, Københavns Stadsarkiv.