Vesterbros brølende køer

ERINDRINGER. For 20 år siden, i 1993, blev den sidste ko slagtet i Kødbyen. Dermed blev der sat punktum for Vesterbros status som byens store slagtehus.

Af Peter Schøning, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i Vesterbro Lokalavisen

KoedbyenDen Brune Kødby går tilbage til 1879. Navnet kommer dog først til, da Den Hvide Kødby opføres i 1931-34 i hvidmalet beton.
Foto: Københavns Museum.
LOKALHISTORIE: På Vesterbro er der blevet handlet og slagtet kreaturer i lange baner. Vesterbro forsyner hele København med kød, og det sætter sig præg på gadebilledet:

”Om morgenen tidlig kunne man se store flokke af køer, der med mange vogtere blev drevet ind ad byen til mod kvægtorvet”, husker Georg Dahl-Jensen, der som dreng bor på Vesterbrogade 139 i perioden 1905-1908 og følger gadelivet fra vinduerne.

Der er meget kvæg på Vesterbro. Og nogle gange kan kvæget også være, hvor det ikke skal være. Immanuel Larsen (f. 1887) fortæller om en uvorn tyr, der river sig løs fra flokken og forvilder sig ind i skolegården til Gasværksvejens Skole med en politibetjent i hælene. Immanuel må advare sin far, der er skolebetjent, så der ikke bliver ringet ud til frikvarter og sker ulykker. Politibetjenten får bundet tyren til en lygtepæl midt i skolegården:

”Der blev så sendt bud til Kvægtorvet, og der kom så en slagter med en økse på nakken, parat til at slagte tyren, som i mellemtiden var faldet noget til ro, og så blev resultatet at fire mand trak tyren over på Kvægtorvet.”

Gullashbaroner

”Jeg ville på Kvægtorvet at arbejde, der vidste jeg de store penge var at tjene”, husker en nybagt slagtersvend, Johannes Chr. Hansen (f. ca. 1895), der nævner en arbejdstid, som er svær at tro: Fra 5 morgen til 6 aften og to dage til kl. 8 aften.

Johannes Chr. Hansen fortæller, at der er dyr overalt – inden for og uden for staldene. Dyrene venter bare på at blive slagtet, og ”der var arbejde for enhver mand som kunne bruge en kniv.”

Tiden under 1. Verdenskrig er et højdepunkt for Kvægtorvet. Efterspørgslen efter dansk kød eksploderer under 1. Verdenskrig. Fabrikanter, ”gullashbaronerne”, putter kød på dåser og sælger det til Tyskland. Flere erindringer fortæller om de nyrige i København, som fører sig frem og kaster om sig med penge – det er helt vildt.

Kogt kød og suppe

Fattige familier på Vesterbros nyder godt af bydelens slagterivirksomhed. På bestemte dage sælges billig og rygende varmt kød og suppe, som kan afhentes i spande.

”Hvorfor og hvad det for dyr – vidste vi ikke ”, fortæller Laura Engkebøll (f.1897) fra Enghavevej 28B. Ebba Friis (f. ca. 1900) mener at vide, at det er kød, som ikke måtte sælges i forretningerne. Gerda Lund (f. 1908), der vokser op på Enghavevej 28 og Sundevedsgade 18 skriver, at det ”var noget med, at det var køer der skulle slås ned, hvorfor ved jeg ikke og derfor blev kødet også gennemkogt inden vi fik det”.

Man får et nummer til afhentning af det eftertragtede kød på bestemte dage. Gerda Lund fortæller, at hun havde en tante i Absalonsgade med otte børn, og så kunne man ”låne” et hendes børn for at få et ekstra kødnummer. Børnene husker, at de står i lange køer med deres spande. Det er skræmmende at være tæt på Kvægtorvets båse med de mange brølende køer.

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter