Rotter - her, der og alle vegne

ERINDRINGER: Rottealarm! København er plaget af rotter. Erindringer fra Vesterbro viser, at plagen ikke er af ny dato - og rotterne var lette at få øje på.

Af Nete Wingender, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i Vesterbro Lokalavisen

LOKALHISTORIE: Hvor rotterne i dag mest lever i det skjulte, især i byen kloakker, er det anerledes i det tidlige 1900-tal. Her trives de helt synlig for alle i baggårde og kældre. Niels Dalvang (f. 1903), der vokser op på Gasværksvej, fortæller:

"Ved aftenstid i skumringen sad vi gerne hjemme i vinduet og kiggede ned i gården. Det vrimlede med rotter på den tid, og vi så dem pile fra kælderen hen til skarnkasserne og tilbage igen. Jeg husker tydeligt en episode fra den tid. Det var da Frederik den 8. var død. Jeg kom netop op nede fra gården og så, at min mor viste nabokonen et billede af kongen, som lå lit de parade. De sagde, at det var frygteligt. Ork, det er meget værre nede i gården, der ligger tre døde rotter, sagde jeg. De blev mærkelige i ansigtet, men sagde ikke noget".

Frygt for rottebid

På den tid er der ikke WC i lejlighederne. Valborg Jønsson (f. 1896), der vokser op i en kvist lejlighed i Oehlenschlægergade 47, mindes, hvor ubehageligt det var at skulle i gården:

"Man holdte sig så længe som muligt, inden man tog turen ned fra 5. sal. Der var ingen lys, hverken på trappen... eller i gården, så vi måtte have en lygte med, hvis vi skulle ned om aftenen. Og så fulgtes vi gerne ad, vi børn, 2 eller 3 sammen. ...Man kunne høre rotterne rumstere omkring latrintønden, og man sad i en evig angst for at blive bidt bagi. Så sad gerne og slog hælene mod træværket for at skræmme dem væk".

10 øre pr. rottehale

rotter-paa-vesterbroEn af Vesterbros mange baggårde, her Saxogade 23, hvor skarnbøtter og lokumsskure er anbragt op ad plankeværket til naboejendommen. Her i gården tumlede både børn og rotter sig.
Foto: Alfred Müller, 1950, Københavns Stadsarkiv.

I 1899 bliver der stiftet en forening til udryddelse af rotter. Med økonomisk støtte fra kommunen udlover den en præmie på 10 øre for hver indfanget rotte. For drengene ra Vesterbros mange fattige familier er det mange penge. De deltager derfor ivrigt i rottejagten. En af dem, Carl P. Jørgensen (f. 1906) fortæller:

"For at skaffe penge til slik og cigaretter fangede vi rotter, og dem var der mange af især i kælderen i baghuset. På brandstationen i Svandsgade fik vi udbetalt 10 øre for hver rotte, vi havde fanget. Man skulle holde rotten i halen over en stor jernkasse, hvorefter en brandmand klippede halen af, så rotten faldt ned i kassen. På den måde holdt man regnskab med, at de udbetalte 10 ører svarede til antallet af indleverede rotter".

En anden Vesterbrodreng fortæller: "Et af salgsstederne var brandstationen Absalonsgade. ...Kommunen havde betroet denne del af sit virke til en brandmand, "rotteplageren" kaldet - han foragtede os "jægere", hvilke bl.a. gav sig udslag i en brøsig kommandotone. Manden havde den vane før eksekutionen af et større antal rotter at binde gamacher om anklerne - onde udsagn lød, at han engang var ude for en skindød rotte, der søgte frelse i hans ene bukseben".

Selv om der på bare en måned i 1899 blev dræbt 21.970 rotter, var metoden dog langt fra effektiv nok til at få bugt med de mange firbenede brune væsener.

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter