Til dans og musik i Folkets Hus

ERINDRINGER. Den gabende tomme plads ved Jagtvej 69 får de fleste til at tænke på konflikten mellem frikirken Faderhuset og autonome unge, men historien går mere end 100 år tilbage.

Af Janni Juel, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i Nørrebro Nordvest Bladet

folkets-husFolkets Hus fra omkring 1900. På skiltet annonceres for "Rejsen til Kina" - måske et skuespil eller foredrag. 
Foto: Nørrebro Lokalhistoriske Forening og Arkiv.



LOKALHISTORIE:Siden åbningen i 1897 ligger Folkets Hus rammerne til alverdens former for aktiviteter. Det er oprindeligt en del af arbejderbevægelsens forsamlingshuse, der er indrettet til faglige og politiske møder. Her indstifter en international arbejderkongres for kvinder i 1910 kvindernes internationale kampdag. Men det er ikke kun politik det hele.

Emilie Kjeldsen Jensen (f. 1887) erindrer skoleudflugter til Folkets Hus: "Vi kom også i det nye Folkets Hus på Jagtvej. Søndag aften var der gerne oplæsning af Maglekilde Petersen m.fl., eller der kunne være teater om aften: "Jeppe på bjerget", "Eventyr på fodrejse", "Min egen dreng" m.fl. Vi gik også i danseskole der, og til juletræ afholdt af Vævernes fagforening."

Teater og bal

Huset har fra sin spæde start godt fat i det unge publikum. Dette bekræfter Kåre Degnborg (f. 1894): "En aftenstund ved halvottetidenstod jeg tilfældigvis udenfor forsamlingshuset: Folkets Hus på Jagtvejen og læste på en plakat, at der skulle være forestilling fra kl. 7-11, og derefter bal til kl. 3 morgen. Stykket hed "Esmeralda", og det ville jeg forfærdelig gerne ind og se."

Selvom han kun er 7-8 år, iført beskidt tøj og kun har en rulle sejlgarn i lommen, er Kåre Degnborg sikker på, at han nok skal komem ind: "Jeg så en bred trappe, som førte op til balkonen og en uhyggelig, stor kontrollør med en fedtet, sølvtresset kasket på, bevogte adgangen... Da han pludselig for tiende gang vendte ryggen til mig, var der kun tre trin hen til trappen, dem tog jeg pludseligt i et eneste spring og buldrede op ad trappen med hjertet siddende i halsen."

Et hav af bajere

Kåre Degnborg slipper forbi vagten, og en festlig aften begynder: "Her var masser af mennesker, både nede på gulvet og her oppe på balkonen, der var løssluppen feststemning og et hav af bajere". Trods sin unge alder tilbringer han det meste af natten i huset og ernærer sig ved at drikke ølsjatter.

Efter forestillingen fortsætter festen: "Så begyndte dansen, musikken larmede op, og pludselig var hele gulvet som en myretue af dansende par der hoppede, vrikkede, spjættede, lo og drejede rundt hver sin vej, på hver sin måde og i hver sin takt, med større eller mere behændighed... For mig var det et strålende, folkeligt og farverigt eventyr, med et væld af glade, leende, muntre og løsslupne mennesker, der morede sig uhæmmet af hjertens lyst", husker Kåre Degnborg.

Det uhyggelige Nørrebro

Det er ikke alle der er helt tryg ved kvarterets festligheder. Ella Jensen (f. 1898) erindrer tiden omkring 1905: "Desværre var Jagtvej ikke et roligt kvarter om aftenen. Der var alt for mange små beværtninger i sidegaderne, og som følge der af alt for mange fulde mennesker."

Men andre trodser usikkerheden for at kunne danse. "Det med at gå alene rørte mig ikke for jeg havde min klikke oppe i Kassen (det kaldte vi Folkets Hus) og jeg fik danset, det var hovedsagen", husker Edith Jensen.

Købehavns Kommune køber huset i 1982, og overdrager brugsretten til Ungdomshuset. Sidenhen lukkes huset, og frikirken Faderhuset opkøber det via en fond. Huset bliver ryddet og revet ned under stor dramatik i marts 2007.

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter