Stenbroens børn på bondegårdsferie

ERINDRINGER. Sommerferien står for døren. I dag holder de fleste købnehavnerbørn ferie med familien. Før blev de sendt alene ud i bondelandet.

Af Nete Balslev Wingender, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i Nørrebro Nordvest Bladet

LOKALHISTORIE: "Jeg var så heldig at have en ferieplads på en stor bondegård hos nogle søde og rare mennesker, og den tid nød jeg. Sikke en tumleplads med dyr og alting, og så kunne man spise så meget man ville. Jeg græd altid, når jeg skulle hjem igen."Sådan husker Karl Hansen (f. 1899) sine ferieophold på landet. Modsætningen mellem livet i den lille toværelses lejlighed i Søllerødgade, hvor han bor med sine forældre og syv søskende, og bondegårdslivet er overvældende.

Efter koleraåret 1853 bliver fattige københavnske skolebørn sendt på sommerferie på landet. I over 100 år skifter tusinder af skolebørn om sommeren de skumle baggårde ud med frisk landluft og god plads til at tumle sig på, sådan som Karl Hansen og flere andre husker det.

Med et skilt om halsen

Inden børnene når deres ferieplejefamilier, skal de på en lang rejse. Nørrebropigen Sigrid Andresen (født omkring 1900) går i første klasse, da hun får en ferieplads. Sammen med flere hundrede andre børn møder hun op på hovedbanegården for at drage af sted med det særlige ferietog:

"MEd et stort kort om halsen med navn og adresse gik det for alvor ud i den store verden. ... Men hvilken rejse, fra godt 5 om morgenen til efter 18 om aftenen, og så endda en lang køretur i hestevogn," fortæller hun. Turen gik til Gerringe pr. Rødby.

Når turen tager så lang tid, er det fordi der ingen broer er, så børnene skal sejle to gange. Desunden skal der sættes børn af på samtlige store og små stationer undervejs. Sigrid Andersen undre sig over, "hvordan togpersonalet holdt styr på alle os unger."

En helt anden verden

I modsætning til de fleste andre børn tager den otteårige Carl Vilhelm Petersen (f. 1880), der bor i Gartnergade, alene fra Kvæsthusbroen med båden til Århus og derfra videre med tog. Efter mere end et døgn når han endemålet, Ulfborg i Vestjylland:

"Der stod jeg træt, sulten og ukendt efter 26 timers rejse, ingen til at tage imod mig og mennesker jeg ikke forstod, og de forstod ikke mig."

Sproget er ikke det eneste, Der er fremmed for Carl Vilhelm Petersen, da han kommer ud til sin ferieplejefamilie, der har en gård langt ude på heden:

ferieboernDen tre-fireårige Otto Hansen til hest sammen med Palle, naboens feriedreng. Palle holder kontakten med sin feriefamilien også efter han er bliver voksen. 
Foto: Privat.



"Et stort lerfad med grød og et med mælk blev sat ind på det lange bord. Enhver tog sin træske frem enten fra vindueskarmen eller fra bjælken under loftet, langede til fadet og dyppede i smørhullet. Al skemad, vælling, suppe osv. foregik på samme måde, hvad der forekom mig meget mærkeligt, især hvis en af medsøberne skrabede for stort et stykke rent for sukker og kanel lige op ad mit område."

Og efter maden foregår opvasken ved, at "hver slikkede blot sin egen ske ren, tørrede den inde under armhulen og satte den på sin sædvanlige plads."

Farlige børnelokkere

Også landbo børnene fik indblik i en ukendt verden ved at lytte til deres feriekammerater fra stenbroen. Otto Hansen (f. 1937), der vokser op på Sydfyn, fortæller:

"Vi hørte om nogle forfærdelige mennesker, der kaldtes viceværter, og som jagtede legende børn, hvis de var lidt for støjende. Endnu værre var børnelokkerne, som stod skjult i hveranden baggård eller trappeskakt. Hvad de egentlig gjorde ved børnene stod hen i det uvisse, for på landet havde vi næsten ubegrænset tillid til ethvert voksent menneske."

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter