Søernes færgefart

ERINDRINGER. Om sommeren løber og går københavnere i tusindvis omkring søerne. Væk er dog tidligere tiders rutefart og lysthuse.

Af Nete Balslev Wingender, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i City Avisen

Rutebaad-paa-soeerneVelklædte københavnere skal en tur med rutebåden fra en af anløbsbroerne ved Sortedamssøen. Vi er i 1903. Bemærk hvordan der løftes op i kjolerne. 
Foto: Peter Elfelt, Det Kongelige Bibliotek



LOKALHISTORIE: En af de aktiviteter, der giver mest liv på søerne i sommermånederne i det tidlige 1900-tal, er rutebådene, der sejler frem og tilbage mellem Søpavillonen ved Peblingesøen og Østerbrogade ved Sortedamssøen.

”Der var en hel bådehavn ud for Østerbrogade, hvor bådene lå i båse, 8-10 stykker på råd. Bådfarten var ret populær, sommersøndage har jeg set hele køer af passagerer ventende ved endestationen ved Østerbrogade. Undervejs anløb de en række pompøse anløbsbroer, vistnok 7-8 i alt. Taksten var 10 øre for hele strækningen, 5 øre for delstrækninger,” fortæller Vilhelm Schrøder (f. 1889)

Private både og lysthuse

Langs med Peblingesøens og Sortedamssøens bredder mod city ligger der også private bådebroer og små lysthuse. Frida Larsen (f. 1905) mindes dem som ”a la miniature kolonihuse med potteplanter og mol-gardiner.” Over trælågerne ind til de små lysthuse står navne som ”Solglimt” og ”Søvang”.

Dagmar Fønss (f. 1884) fortæller, at hendes tante og onkel ikke alene er ejere af Sortedamssøens flotteste bådebro med blomsterkasser i flere etager. Også båden med navnet ”KA-I-RO” synes hun er den flotteste og hun knytter mange af barndommens sommeroplevelser til den.

”Som barn glædede jeg mig ikke nær så meget til juleaften som til den dag, båden efter at have ligget vinteren over oppe på broen og efter at være malet skulle sættes i vandet. Det var højdepunktet af fryd og glæde.”

Et godt fiskested

Dagmar Fønss er så ofte som muligt ude at fiske fra båden sammen med sin onkel.

”Vi fangede så mange geder, at vi selv og vores bekendte til sidst blev kede af dem og min onkel traf den aftale med fiskehandleren i Sølvgade, at han skulle tage vores geder og give os anden fisk i bytte. Somme tider fik vi hummer og krebs. Krebsene satte vi gerne ned i vores hyttefad,” fortæller hun.

Det kræver fisketegn at fiske i søerne. Det har områdets drenge ikke, men ”Fiskeri forbudt”-skiltene langs søerne afholder dem ikke fra at kaste snøren ud.

”Vi fiskede. Hvis en ”strisser” eller ”panser” – begge betegnelser blev brugt – viste sig i horisonten – hu-hej fiskestang, snøre og madding samlet og så gennem den hemmelige gang ud til Wesselsgade, hvor der var tid til orientering. Der var for så vidt ingen grund til det store hastværk, for havde nogen nogensinde set en politibetjent løbe?” spørger Jens Christian Raavig (f. 1896)

Spytklatter

Rutebådenes sejlads under Fredensbro lægger op til en særlig sport blandt områdets drenge: at ramme båden med en spytklat lige inden den sejler under broen. Vilhelm Schrøder fristes også til at prøve.

”Idet den passerede, spyttede jeg ned på taget af båden – en spændende sport – og følte mig i næste øjeblik taget i nakken. En sværlemmet, gammel søulk holdt mig fast og svingede faretruende en mægtig næve hen imod min kind. Jeg forklarede grædende, at jeg kun havde spyttet på taget, og jeg slap da med nogle alvorlige trusler, men forstod bagefter, at han var placeret der for at fange de drenge, som morede sig med at spytte ned på bådens passagerer. Men så uartig var jeg altså ikke.”

Købmand E. M. Olsen, der starter færgesejladsen på søerne i 1894, oplyser i 1916, at passagertallet i sæsonens fire måneder er på 350.000. Men hans rutebåde kan ikke konkurrere med sporvognene og sejladsen indstilles omkring 1920.

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter