Skolen som mareridt

ERINDRINGER. I dag er der fokus på mobning og børns trivsel. Mange københavnske børn husker skoleårene som en ond tid med mange plageånder. Skolen fylder i år 200 år.

Af Peter Schøning, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i City Avisen


frikvarter-1952-mobning"Bare vent til frikvarteret!". Skolegården og vejen til og fra skole er den traditionelle scene for mobning. 
Foto: Københavns Stadsarkiv.



LOKALHISTORIE: "I frikvartererne skulle alle gå ned på legepladsen. Der var den uskik, at de ældre drenge blandt de nyligt tilkomne udvalgte sig en slave. Helst skulle hans hoved holdes under vandposten og dryppes, desuden skulle han lægges på den runde bænk omkring træet midt i gården og få prygl." Sådan mindes Otto Zahle (f. 1875) sin entre som ny, 11-årig elev på Metropolitanskolen, der på dette tidspunkt ligger lige ved Vor Frue Kirke.

Skolegården har sin egen hakkeorden, hvor de mindste elever mobbes. Når de små elever bliver store, finder de et offer blandt de små. Måske afspejler det en autoritær skole præget af spanskrør og lussinger.

"Det kan ikke nægtes, at det barske klima smittede af på os elever, så de store elever tyranniserede de små i frikvartererne. Jeg husker da, at vi indfagende nogle af de mindre og gjorde dem til vore "trælle". Vi opfandt en straf for ulydige trælle, der hed "mumps", og som bestod i, at vi kneb dem i kinderne," husker Jacob Jensen (f. 1910), der går Øster Farimagsgades Skole.

Der er ild på toppen

Skolemobningen tager ofte udgangspunkt i børns udseende eller andet, der gør, at de skiller sig ud.

"Medens jeg gik i skole, blev jeg ofte drillet, både dér og på vejen til og fra skolen af drengene, selvfølgelig på grund af mit gloende røde hår. De sagde: "Der er ild i kvisten," husker Esther Pedersen (f. 1903).

Lajla Dight (f. 1940) beretter om sin skolegang i 1950'erne: "Jeg havde/har et mellemrum mellem fortænderne, og naturligvis blev jeg drillet med det - indtil jeg var 11 år. Da kom der et billede af Louis Armstrong, og han havde også sådan et mellemrum. Det hjalp mig gevaldigt."

Annegrethe Suhr (f. 1934) husker, at en klassekammerat kaldes "brilleslange" af en lærer, som ikke kan lide eleven.

"Søren Jyde"

Selv har Annegrethe Suhr sin dansklærer på nakken, fordi hun har en sydsjællandsk accent, som opfattes som "bondsk". Søren Friis (f. 1919) er også tilflytter og faderen har været præst. Gymnastiklæreren kalder ham konsekvent for "Søren Jyde" og "Pastor Friis". Og én af klassekammeraterne tager tråden op:

"Når jeg var jyde, skulle jeg faktisk have tæv, for hans far sagde, at alle jøder var nogle slyngler, som burde have tæv!"

"Jeg prøvede forgæves at udrede forskellen på jøder og jyder. Men det var lige meget, sagde han: Alle jøder skulle have tæv; de var frække og nogle grimme fyre."

Københavnersnuder

Omvendt mobbes københavnske børn, når de flytter på landet. Svend Hansen (f. 1897) flytter til en landsby i nærheden af Køge:

"Børnene der, og især drengene var på nakken af mig, fordi jeg var fra København, de drillede og slog til mig, når de kunne komme afsted med det."

Betty Henriksen er også udflytter og oplever, at de store piger i klassen slår kreds om hende og gør nar af hendes københavnske tungemål og synger smædeviser:

"Men så rullede jeg mig ud, jeg kunne så mange skældsord og vendinger fra mit liv i københavnske skoler, som disse børn aldrig i deres levedage havde hørt. De så på mig og deres øjne blev store og runde af forundring. Så sagde den største af pigerne, Betty: Skal vi ikke være gode venner, jo sagde jeg, og siden var intet som helst uvenskab mellem os."

Tæver sig ud af mobningen

Kjeld Garmer (f. 1917), der starter som ny og yngste elev i en mellemskoleklasse på Christianshavns Gymnasium, håber at mobningen vil forsvinde af sig selv:

"Da dette ikke skete, knaldede jeg en dag ved en i øvrigt ret ubetydelig provokation en næve i synet på den værste plageånd, i øvrigt min sidemand. Han var et godt stykke større end jeg og selvsagt også stærkere, men jeg var vild af raseri og hævntørst og mishandlede ham nærmest ... For med sikkerhed at stoppe drilleriet gik jeg med nogle dages mellemrum løs på de øvrige. Et svagt løftet øjenbryn var mig anledning nok. Det faldt da også en masse tæv af til mig selv, men mobningen hørte op, og jeg fik en masse gode kammerater."

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter