Rutsjebane med plydssæder

ERINDRINGER. Rutsjebane og kulørte lamper – det er Tivoli i dag og for 100 år siden. Men fremvisning af folk fra fjerne lande er forsvundet.

Af Nete Balslev Wingender, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i City Avisen

maribo-1937-tivoliTivolis tredje rutsjebane som den så ud i starten af 1900-tallet. Vore dages bjergrutsjebane blev opført i 1914.
Foto: Københavns Museum.
LOKALHISTORIE: For mange københavnerbørn i det tidlige 1900-tal er et besøg i Tivoli sommerens store oplevelse. For en af dem, Holstein-Berg (f. 1896), står rutsjebanen som ”den fornemste af fornøjelserne”:

”I et stort firkantet tårn kom man op pr. elevator, som standsede øverst oppe, dvs. i 2. sals højde, hvor man så trådte ud på en platform. Her ventede så en 4 hjulet åben vogn med plydsbetrukne sæder anbragt som to 2 personers sofaer, vis a vis hinanden. … Så lød en blid klokke og vognen blev langsomt skubbet i gang og rullede ned, slog en kurve, hvorpå den nok så smukt endte i en elevator, hvor man stod ud af vognen, der fortsatte op med elevatoren til platformen til næste hold skulle af sted. Det var sjældent at nogen fik ondt i maven af den tur.”

Nogle år senere bliver Holstein-Bergs barndoms rutsjebane afløst af den bjergrutsjebane, der i år fylder 100 og som giver mere sus i maven.

De gratis glæder

Pengene er små for københavnerne og Finn Zinklar (f. 1923) og hans kammerater har sjældent penge at bruge på forlystelser.

”Der var jo en masse gratis fornøjelser. Det kostede ikke noget at se de andre køre i radiobil og more sig over de mange sammenstød, og senere var der plæneforestillingen,” fortæller han.

En anden gratis fornøjelse er fremvisningen af eksotiske folkeslag i et hjørne af haven. Den gør et særligt indtryk på Henry Bergh (f. 1894), der som dreng kommer en del i Tivoli.

”De boede der, som hjemme hos dem selv. De havde alt hvad de skulle bruge samt alle deres forskellige dyr såsom kameler, elefanter, æsler osv. samt selvfølgelig deres børn. … Det var jo forskellige racer for hvert år såsom indere, kinesere og mange andre.”

En lugt af gas

Om aftenen oplyses Tivoli med gasblus. Holstein-Bergh mindes lygtetændernes arbejde med at tænde de mange gasblus.

”Det var nemlig et stort arbejde at illuminere haven dengang, da det var gasblus omgivet af forskelligt farvede glaskupler, der skulle tændes ved hjælp af en brændende væge anbragt på lange stænger, som de så lå og kravlede rundt med på tage og kupler eller på lange stiger. Man vidste altid, når det var tændingstid for det meste af haven lugtede i forvejen af gas.”

De unges Tivoli

Tivoli er også et sted, hvor unge københavnere kommer for at se og blive set.”Man gik op og ned ad promenaden. Mødre tog deres giftefærdige datter med for at vise dem frem for en frier. Når man var træt af at gå, stod man langs med promenaden for at se på de promenerende,” fortæller Sven Palle Sørensen (f. 1899).

Ikke alle piger har deres mødre med. Og så er det et af Tivolis dansesteder, der er målet. Det er det for Carla Marius (f. 1895), der mindes den særlige tradition at kaste med konfetti, der købes på dansestederne:

”Min søster dansede af hjertens lyst, men jeg var en rædsom snerpe, så det indlod jeg mig ikke på. Derimod sloges jeg med konfetti. … Og så hændte det jo af og til, at man fik en håndfuld ned ad ryggen. Ih, hvor vi morede os, men når vi kom hjem blev min far så vred over al den konfetti, der dryssede på gulvet. Det var før støvsugerens tid.”

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter