Rodfæstet tandlægeskræk

ERINDRINGER. Københavnske skolebørn har i dag flotte tænder. Væk er tidligere generationers dybe angst og frygt for tandlægen. Skolen fylder i år 200 år.

Af Peter Schøning, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i Nørrebro Nordvest Bladet

skoletandlaegenDet er tid til tandeftersyn hos skoletandplejen. Her er det en elev fra Bellahøj Skole i starten af 1950'erne. 
Foto: Københavns Stadsarkiv.



LOKALHISTORIE: "Da jeg gik ud af skolen lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville gå til tandlægen mere. Den gik i to år, så fik jeg meget ondt i to tænder, men jeg ventede i et halvt år endnu før jeg tog mig sammen til at gå til tandlægen, men da var der rodbetændelse i begge tænder," fortæller Alice Blicher Nielsen (f. 1931), der bor i Blågårdsgade og går i Hellig Kors Skole i 1940'erne.

De to tænder behandles, og Alice Blicher Nielsen går faktisk herefter regelsmæssigt til tandlægen. Men angsten for tandlægen er en fælgesvend i mange år:

"Lige indtil for et par år siden var jeg rædselsslagen hver gang jeg bestilte tid, men i dag rører det mig ikke så meget. Man har jo også helt andre måder at reparere tænder på nu, men jeg vil altid bedøves. Tak skal I have, I kære skoletandlæger, fordi I satte sådan en skræk i livet på min generation!".

Uden bedøvelse

Alice Blicher Nielsen er faktisk ikke selv ude for dårlige oplevelser med skoletandlægen. Men det er også nok at se, hvad kammeraterne oplever. Ti tandlæger er i gang i skoletandklinikken. Ved en håndvask står børn og spytter blod, når de har fået trukket tænder ud.

"Der var ingen, der blev bedøvethverken ved plombering eller når man hev mælketænder ud", beretter hun.

Også Ruth Tang-Andersen (f. 1925) fra Rådmandsgades Skole husker med gru sine besøg hos skoletandlægen i 1930'erne. De foregår på Stevnsgades Skole:

"Det var noget, vi var bange for. At få en tand boret kunne være en barsk affære, jeg husker ikke, at vi blev bedøvede."

Smertefuldt

"Tandlæge" rimer i københavnernes erindringer på "smerte". Sådan er det ikke kun på Nørrebro og i Nordvest. Masser af børn går f.eks. på vesterbros skoletandklinik.

"Her fik jeg trukket fire blivende tænder ud. "Skreget meget højt", stod der på mit tandkort, og de ord måtte jeg se hver gang, jeg skulle til tandeftersyn, lige indtil jeg forlod gymnasiet som 18-årig," beretter Bolette Lynge Nielsen (f. 1923).

De barske oplevelser skyldes ikke kun manglende bedøvelser, men måske også udstyrets kvalitet og i nogle tilfælde tandlægerne. John P. Lund (f. 1929) skal have fjernet mælketænder:

"Om årsagen var, at den unge kvindelige tandlæge var urutineret, eller hun slet og ret var udygtig, det ved jeg ikke. Det var en chokerende og smertelig oplevelse, som jeg slet ikke var forberedt på. Min mor måtte holde mig hjemme et par dage, så medtaget var jeg både fysisk og psykisk. Og det med frygten for tandlægebesøg, det er aldrig helt gået over."

En familietandbørste

Ruth Tang-Andersen husker, at en lærer på Rådmandsgades Skole spørger klassens elever, hvem der har egen tandbørste, hvem der har en "familietandbørste", som deles, og hvem der slet ikke havde nogen. Spørgsmålene var relevante, og eleverne svarer tilsyneladende ærligt på dem.

"Men jeg sagde bagefter til mor, at jeg kunne forstå, at de ville indrømme offentligt, at de ikke havde en tandbørste selv," husker hun.

I Poul Haibergs (f. 1922) hjem har begge forældre kunstige tænder. Familien råder ikke over en tandbørste, og derfor må han finde en undskyldning, når tandlægen en gang om året spørger til tandbørsten:

"Det lød som regel på, at min mor var kommet til at smide tandbørsten væk", fortæller han.

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter