Øretæver i luften

ERINDRINGER. Bander forsvarer i dag ”deres territorium” med knive og skydevåben. For 100 år siden slås drenge med knytnæve og stokke – skole mod skole, gård mod gård, gade mod gade.

Af Peter Schøning, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i Nørrebro Nordvest Bladet

boern-i-gaarden-drengekrig-noerrebroHvad pønser de på? Et par drenge har i al fald fundet snor frem her i 1954. Er der nogen, der skal tages til fange og bindes?
Foto: Københavns Stadsarkiv.
LOKALHISTORIE: Vi er i årene lige før 1. verdenskrig. Drenge fra forskellige skoler på Nørrebro er i krig mod hinanden: ”Disse kampe blev afviklet under megen hujen og råben og med mange slags hjemmegjorte våben. Det var ofte hele hære, der gik imod hinanden og der vankede ofte slemme skrammer”, fortæller Svend Hansen (f.1897) fra Skyttegade. Han går i Hans Tavsens Gades Skole.

Der er en social faktor bag skolekampene. De fattigste familier sender frem til 1915 deres børn i gratis, kommunale skole. Forældre med lidt mere økonomisk overskud, bruger de kommunale ”kroneskoler”. Her betaler forældrene skolepenge - 1 krone om måneden pr. barn.

Prinsesse Charlottes Gades Skole er en betalingsskole og Sjællandsgades Skole en gratis skole. ”Sjællænderne” slås mod ”Charlotterne”. Carl Vilhelm Petersen (f. 1880) beretter:

”Om det var Charlottegades skoledrenge, der så ned på os, eller det var os, der led af mindreværdskomplekser, skal jeg lade usagt, men faktum var, at der altid bestod et uforsonligt had og slagsmål mellem de to rivaliserende skoler, og ingen vovede at færdes alene forbi den modsatte lejrs højborg."

Gård mod gård

Skolen er ikke den eneste frontlinje mellem stridende københavnerdrengene. Også de forskellige gårde kan slås med hinanden. Det oplever eksempelvis Henning W. Jensen (f.1923), der i 1928 flytter til Frederikssundsvej og bliver dermed part i en krig mod børnene i et andet boligkompleks, Stengården. De kaldes ”Stenbisser” og har ry for at være de ”værste rødder.”

”Men jævne mellemrum opstod den tanke, at nu skulle de forbandede ”Stenbisser” have nogle tæv. Alle hylede og skreg, og stemningen nåede en euforisk højde,” fortæller Henning W. Jensen.

Nogle gange tager det imidlertid lang tid at gøre klar til kamp og finde stokke og stave. En del drenge bliver lidt efter lidt ”kaldt op” af deres mødre. Og konfrontationen fuser ud, før den er startet.

Vores gade

Drenge fra hver enkelt gade udgør en klan, der ikke tåler, at drenge fra de andre gade kommer gennem deres gade. Karl Hansen (f. 1899), Søllerødgade, fortæller om drenge, der støder sammen på en mark ved Borups Allé:

”Det var de forskellige gader, der kæmpede mod hinanden. Vi var bevæbnede med lange stave og hvad vi ellers kunne få fat på, men hvorfor vi kæmpede var der vist ingen, der var rigtige klar over, men det hørte til.”

Albert Tellgren (f.1893) husker, at drenge fra ”Blågården” slås mod drenge fra ”Rababerlandet”; dvs. drenge fra Nordvestvej eller som gaden hedder i dag: Rantzausgade.

”Der var flere hundrede drenge bevæbnet med lange stave, knipler og slynger med sten. Det var to hære der gik i krig mod hinanden, og hvor gik det hedt til; nogle fik sommetider ret hårde knubs.”

Fred og fodbold

Blandt de københavnske drenge findes der mange skrækhistorier om kammerater, som bliver fanget og mishandlet af drenge fra andre gader. Men der kan også være fred mellem gaderne – i al fald for en tid:

”Når der var fred imellem gaderne kunne vi tit tage i Fælledparken, hvor vi så spillede fodbold mod hinanden, så var et hold AB, FREM og B 1903. Vi spillede med en tennisbold for en rigtig fodbold kunne ikke fås, det var jo før plasticalderen. Hvis så en blev sparket over benet og det var med vilje, ja så var der krig i gaderne næste dag,” husker Egon Nielsen.

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter