Med ”benbrækkere” på fødderne

ERINDRINGER: For 100 år siden er skøjteløb en populær vinterfornøjelse for københavnerne. Voldgraven ved Kastellet er én af flere gode baner.

Af Peter Schøning, Københavns Stadsarkiv

skoejteloeb-indre-bySøerne er måske københavnernes mest populære skøjtebane, men også voldgravene bruges. Her er det Kastelgraven omkring 1900. Foto: Københavns MuseumLOKALHISTORIE: Barndommens somre er altid varme og vintrene iskolde og fulde af sne. I starten af 1900-tallet hænger Søerne og skøjteløb tæt sammen. Men også Kastellet bruges. Her kommer ”de fine folk” fra Bredgade og Amaliegade: ”Så var der ”Vanille-isen” på Kastelsgraven, men den var kun for eliten, officererne fra Kastellet nød den fornemme bane, og den kongelige ungdom var også der at finde,” husker Edith Kaufmann, der vokser op ved Sortedamssøen omkring 1900. Kastellet har allerede i 1876 en Skøjteløberforening med 300 medlemmer. Foreningen rydder isen og kræver til gengæld medlemskab af skøjteløberne. Georg Jørgensen vokser op i Frihavnen og husker kontrolløren:

”Når den imposante sweitzer, med pelsslag over sin kappe og i træskostøvler skred ned af banen for at kontrollere medlemskort fik vi benene eller rettere sagt skøjterne på nakken. Vi var nemlig gratister. Kun de børn, der boede i Kastellet havde gratis adgang.”

Med kulørte lamper

Søerne er et meget populært sted at stå på skøjter:

”Jeg husker strenge vintre med lange tiders is på søen, hvor kommunen ryddede en bred skøjteløberbane langs bredden søen rundt, og der blev opstillet elektriske buelamper ude på søen, hvor der udfoldede sig et myldrende liv af skøjteløbere, undertiden til musik af et hornorkester,” hedder det i en erindring af Vilhelm Schrøder (f. 1889), der bor i Sølvgade.

Danmarks ældste skøjteløberforening, Københavns Skøjteløber Forening, starter 1870 sin første sæson på Sortedamssøen, men rykker 1886 til den sydlige del af Peblingesøen og får fra 1894 sit eget klubhus, Søpavillonen, som stadig findes. Foreningens konkurrencer og opvisninger er ofte store københavner-begivenheder. I 1960 flytter foreningen til Østerbro.

Kunstig is

Kan man ikke vente på, at Søerne fryser til is, er der en kunstig skøjtebane på en foldboldbane, hvor Idrætsparken ligger i dag. Banen skabes ganske enkelt ved at græsset overrisles med vand. Carl Viggo Sørensen (f. 1911), der vokser op i en tjenestebolig på Statens Serum Institut, nyder at komme her. Hjemme er voldgraven overfor Seruminstituttet også en fast skøjteløb, men både voldgraven dér og ved Kastellet er nogle af de steder i byen, hvor isen er lang tid om at blive sikker på grund af vandets saltindhold. Den kunstige bane på Østerbro er populær:

”Der var boder i begge sider af banen. Her mødte man unge fra alle steder i København. Banen var oplyst med petroleumslamper af den type med det hvide lys. Her var der fællesskab. Man dansede i store ringe o.l.”

”Benbrækkere”

Den store udfordring på isen er skøjterne - ”benbrækkere”. De kaldes også for ”hælebrækker”, fordi en skrue skal ind i hælen, og den ødelægger ofte støvlerne. Dårligt udstyr påvirker præstationen på is: ”Jeg blev nu aldrig en god løber, for enten var støvlerne for store, eller også var skøjterne for små,” husker Vera Bergquist (f.1900), der løb på skøjter på Amager Fælleden.

At fryse og løbe på skøjter er to sider af samme sag. Alice B. Nielsen (f.1931) fortæller - og nu er vi tæt på besættelsestiden:

”Så tog man skistøvlerne med skøjterne på, og kom til at fryse om fingrene. Så løb man fire skridt, og så faldt skøjterne af, så hen og sidde på bænken for at få dem sat fast igen, ude og løbe to skridt og så røg de af igen, sådan kunne man blive ved, til man var blåfrossen, og kun havde ét i hovedet, at skynde sig hjem og tage ophold ved siden af kakkelovnen.”

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter