Krible-krable i håret

ERINDRINGER. Lus er en irriterende og besværlig plage i dag som for 100 år siden. Men det er ikke længere skamfuldt, når børnene får lus.

Af Nete Balslev Wingender, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i Nørrebro Nordvest Bladet

drengeklasse-lusDrengeklassen på Jagtvejens Skole omkring 1910. For at få bugt med lusene er det almindeligt at klippe drenge tæt, sådan som flere af dem er blevet det. 
Foto: Københavns Stadsarkiv.



LOKALHISTORIE: ”Jeg kradsede mig hjemme energisk i håret. Ved hjælp af en tættekam konstaterede mor, at jeg havde fået lus – det var forfærdeligt, for det forekom kun i svinske familier! Far måtte ikke vide det!”

Sådan fortæller Ruth Tang-Andersen (f.1925), der smittes af sidekammeraten i Rådmandsgade skole:

Faren opdager det alligevel og Ruth Tang-Andersen husker, at han ”blev meget vred over, at vi var sunket så dybt."

Frygten for at blive opdaget med de små dyr i håret hænger sammen med, at lus – ud over at være en irriterende plage – fra det tidlige 1900-tal også er symbol på snavs og urenlighed og forbundet med stor skam.

Jagten på de små dyr

Hjemmene bruger skrappe metoder for at få bugt med de små dyr. Et almindelig brugt middel er knuste sabadillefrø – også kaldet lusefrø – tilsat eddike.

”Det var noget der sved, især når vi fik det i øjnene, så var der gråd og tænders gnidsel over hele huset, når alle skulle have en omgang. Bagefter skulle vi friseres med en tættekam, så der røg lidt totter hår af ved samme lejlighed,” husker Niels Dalvang (f. ca. 1900), der er ud af en børneflok på 10.

Hjemme hos Ella Johansen (f. ca. 1900) bliver der gået anderledes drastisk til værks. Hun er endnu ikke i skolealderen, da hendes mor finder ud af, at hun har lus.

”Aldeles omgående blev jeg trods gråd og jammer klippet ganske tæt til hovedbunden, derefter godt gnedet ind med petroleum, senere vasket med grim sæbe og kæmmekammen striglede mit ømme hoved, så jeg fik mere at hyle over.”

Professionelle lusejægere

I arbejderfamilierne er det almindeligt, at flere børn ligger tæt sammen i samme seng og smitte er uundgåeligt. Skolelægerne er ikke tilfredse med hjemmenes lusebekæmpelse og anbefaler, at der ansættes skolesyge­plejer­sker som professionelle lusejæger. De første starter i 1909.

”Ca. 1 gang om måneden kom ”Lusemor” op i klassen. … Vi skulle stille os i en lang række foran hende, lynhurtigt lettede hun en tot hår på os, og hendes trænede blik kunne straks se, om der sad luseæg ved hårrødderne. Hos Ida var der altid gevinst, og barnet måtte med ”Lusemor” ned i kælderen og kort efter kom hun op med håret klistret til med noget ildelugtende stads,” husker Ruth Tang-Andersen.

Frygt for at blive opdaget med lus

”Man kunne aldrig føle sig sikker.” Sådan oplever Marie Elisabeth Meyer (f. 1905) og flere med hende sygeplejerskens tilstede­værelse på skolen. Frygten for at blive opdaget med lus skyldes ikke kun behandlingen i skolens kælder, men også risikoen for udelukkelsen fra fællesskabet. Det husker Ella Jørgensen kun alt for godt:

”Dagen efter var der altid nogen, der havde en seddel med hjemmefra, om de måtte blive flyttet fra en der havde utøj, og på den måde blev man jo sommetider sat uden for, når vi var nede i frikvar­teret. … Når vi fortalte mor det, når vi kom hjem, var hun helt ulykkelig, for hun gjorde jo alt, hvad hun kunne for at holde os rene.”

Lusene er stadig en irriterende plage, men holdningen til at have dem er en anden. På skolernes hjemmesider gentages igen og igen, at lus ikke har noget med snavs at gøre og at det ikke er nogen skam at få lus. Det er kun er skamfuldt ikke at komme i gang med tættekammen.

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter