Det nye hospital på bakken

ERINDRINGER. Bispebjerg Hospital indvies for 100 år siden og opfattes som topmoderne. Men set ud fra vore dages behandlingsmuligheder kræver det et godt helbred at være patient.

Af Peter Schøning, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i Nørrebro Nordvest Bladet

bispebjerg-stuegangStuegang med professoren i spidsen. Foto er formentlig fra 1950'erne. 
Foto: Bispebjerg Hospital.



LOKALHISTORIE: ”Nyrops bygninger med alle de små finurligheder er stadig lige så smukke, og intet sted i København er foråret skønnere end på Bispebjerg Hospital, hvor der i parken er en overdådighed af skønne blomstrende buske og træer”, skriver Ruth Plum i 1995, da hun som 81-årig ser tilbage på sin tid som læge. 

Martin Nyrop, manden bag Københavns Rådhus (1905), er også arkitekten bag Bispebjerg Hospital. Hospitalets åbning i 1913 er lidt af en ”Københavner-begivenhed”:

”Nogle dage før indvielsen havde københavnerne lejlighed til at bese det smukke hospital, der på alle måder var indrettet efter de seneste erfaringer på hospitalsområdet. Små pavilloner i parklignende omgivelser, hist og her stenkummer med guldfisk”, husker Tage Rasmussen (f.1902).

Københavnerne føler dog, at hospitalet ligger langt uden for byen - omgivet af kolonihaver og åbent land. Vejene derud kan godt opleves som uhyggelige om aftenen. Sigrid Andresen er elev på hospitalet i 1915 og husker Tagensvej som mørk og ubebygget. Tuborgvej er smal og har høje træer i siderne – og er også meget mørk om aftenen.

Grænser for lægekunst

Bispebjerg er fra starten et moderne hospital, men de første mange årtier er det begrænset, hvad lægekunsten kan her og på andre hospitaler. Ruth Plum husker fra sin tid som volontør i 1933 mange dødsfald på både den medicinske og kirurgiske afdeling:

”Der var en del operationspatienter, der døde. Man havde dengang endnu ingen antibiotica, så en blindtarmsbetændelse, der blev opereret for sent, var livstruende, og så vidt jeg husker det, døde mange af de patienter, der blev opereret for galdesten”.

Patienterne ligger – sammenlignet med i dag – mange dage i sengene: ”Dengang i 1947 indebar et forholdsvis simpelt indgreb som en blindtarmsoperation almindeligvis 14 dages hospitalsindlæggelse. Den første uge måtte man ikke komme op af sengen. Da denne tilladelse endelig blev givet, var jeg så slap, at jeg nærmest dejsede om på gulvet”, husker Jørgen Ruus (f. 1939).

Stuegangens konge

Et fast holdepunkt for de indlagte patienter er stuegangen. Ruth Plum husker fra 1930erne:

”Overlægen var omgivet af en særlig nimbus. Inden overlægestuegangen nærmede sig, inspicerede Plejemor sygestuerne. Der var ingen oppegående patienter under overlægens stuegang. Alle lå i deres senge; ingen natkjole- eller natskjorteærmer måtte være rullet op; der måtte ikke læses eller strikkes; armene skulle ligge pænt ovenpå tæppet, og som regel talte overlægen ikke med patienten, men med den ansvarshavende sygeplejerske eller en af lægerne. Sådan var det bare!”

Patienterne har ”uniform” på, og det har sygeplejerskerne også:

”Sygeplejerskerne, der jo dengang alle var kvinder, var klædt smukt på. Dengang gik sygeplejerskerne i Københavns Kommune i smukke blå- og hvidstribede kjoler med hvide stivede kraver, rene, hvide stivede forklæder og hvide stivede kapper, og plejemødrene var helt i hvidt. Jo dengang var der stil over Københavns Kommunes hospitaler”, husker Ruth Plum.

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter