Barn i går - voksen i dag

ERINDRINGER. Før var konfirmationen en af livets helt store dage. I dag er det almindeligt, at de unge fravælger at blive konfirmeret.

Af Nete Balslev Wingender, Københavns Stadsarkiv
Artiklen er bragt i Nørrebro Nordvest Bladet

konfirmation-noerrebroVilhem Serber (f. 1902) og hans søster, der vokser op på Nørrebro, bliver foreviget hos fotografen i deres konfirmationstøj, der får dem til at ligne små voksne. 
Foto: Københavns Stadsarkiv.



LOKALHISTORIE:Tidligere var konfirmationen en forudsætning for at komme i tjeneste eller lære. Efter syv års skolegang bliver de unge konfirmeret, udskrevet af skolen og starter deres arbejdsliv. Derfra stammer sætningen: "Velkommen i de voksnes rækker". Først da undervisningspligten i 1972 udvides fra syv til otte år forsvinder konfirmationens betydning som formel overgang mellem barndommen og voksenlivet.

Den sorte kjole

Erindringerne fortæller om store forventninger til konfirmationen. En helt særlig rolle spiller konfirmationstøjet. Det er de unges første voksentøj og for mange af dem også deres første pæne tøj, der skal kunne holde i mange år. For de mange fattige arbejderfamilier på Nørrebro er netop tøjet et problem og de må søge hjælp hos velgørende foreninger, som f.eks. den såkaldte Propforening. Eleonora Petersen (f. 1894), der vokser op i Rådmandsgade, husker det sådan:

"Vores købmand tilbød min mor tøj fra en Propforening, og min rare gode mor tog mod tilbuddet. Nej, hvor jeg græd over den skrækkelige sorte kjole, jeg fik syet, og grimme spidse sorte snøresko. Jeg fik i stedet min mors forsålede sko på, det var knapstøvler, de var knap så grimme."

Det er kjolens farve, det er galt med. På den tid, hvor Eleonora bliver konfirmeret, er den hvide kjole blevet moderne, og det udstiller familiens lave sociale status at bliver konfirmeret i en sort kjole.

Alene til kirke

Også på andre måder viser de store sociale forskelle sig. For de to Nørrebropiger, Edith Jensen (f. 1905) og Asta Thomsen (f. omkring 1903) forløber konfirmationsdagen helt forskellig. Asta, hvis far har en skotøjsforretning med tilhørende værksted på Nørrebrogade, fortæller: "Køreturen til kirken foregik i brudekaret indvendig polstret med hvid brokade og trukket af to hvide heste og med en flot kusk på bukken."

Modsat Asta må den moderløse Edith, der bor hos sin far, hans kæreste og hendes to store børn i en lille lejlighed på Frederikssundsvej, gå til fods: "Der var sandlig ikke noget med, at jeg skulle køre. Næ, jeg spænede med de lange hvide silkebånd fra kjolen flagrende efter mig og de sorte lange støvler."

Edith kommer alene til kirken: "Da præsten kom ned igennem raden for at velsigne, var der ingen, der rejste sig, som hos de andre, og så spurgte præsten, om jeg var alene og da jeg svarede ja, hviskede han "Gud velsigne dig".

Et drukgilde - betalt af konfirmanden

Flere husker, at deres konfirmationsfest udarter til drukgilde. Christian Svend Ultimus Haag (f. 1895), der vokser op i det ydre Nørrebro, fortæller: "Om aftenen var der en stor middag med dertil hørende drikkevarer, og min fars kammersjukker var med. ... Det var en stor fest, men kun for de voksne, ikke for mig."

Heller ikke for Edith lever konfirmationsfesten op til forventningerne: "Da klokken var 1, gik jeg i seng. Jeg var ked af at se de fulde mennesker. Da klokken var 3 kom far ind og vækkede mig og sagde: giv mig 10 kroner vi må have noget mere øl."

Ikke kun øllerne må Edith betale af de 28 kroner, hun får i konfirmationsgave. Men også betalingen for middagen, der står på flæskesteg, må hun klare. Derfor er der kun tre kroner tilbage til den traditionelle bytur dagen efter konfirmationen. Så det er ikke så mærkeligt, at hun slutter sin beretning sådan: "Gudskelov så var den konfirmation forbi."

Vi bruger cookies til at sikre og forbedre brugervenligheden af hjemmesiden. Du kan altid slette cookies fra kbharkiv.dk. - Læs om hvordan vi bruger cookies. Jeg accepterer cookies fra dette website
Accepter